En opgørelse, som Skat har foretaget for Ugebrevet A4 viser, at statskassen hvert år går glip af syv milliarder kroner i tabt skatteprovenu. Heraf kommer 1,2 milliarder kroner fra ulovlige fradrag for private udgifter.
Eksemplerne på fejl og snyd blandt virksomhedsdirektørerne er mange. Udgifter til privat planteservice, rengøring af hovedaktionærens private ejendom, udgifter til motionscenter, a-kasse, sommerferier til Malaga og Italien eller børnenes private mobiltelefoner er bare et par af de ting, som virksomheder uretmæssigt unddrager myndighederne.
Skats analyse dækker 3.000 virksomheder, og den viser, at virksomhederne snyder langt mere i skat end almindelige borgere.
»Når man ser på de her fejl, er der nogle, der bare er smuttere. For eksempel er der købt ind i Netto til firmaets kaffeordning, og så er der røget en pakke hakket fars til aftensmaden med på regningen. Det er i den uskyldige ende. Men der er desværre også mange fejl, som er helt åbenbart grove,« siger kontorchef Niels Anker Jørgensen fra Skat, der nævner eksempler på fradrag for møbler til hjemmet, der indberettes som konferencemøbler.
Skat har også eksempler på private rejser med familie og venner, hvor indehaveren retfærdiggør det med, at han skal bruge 10 minutter af ferien på en forretningsforbindelse, som også er på ferie samme sted.
»Men det retfærdiggør jo ikke, at fælleskassen skal finansiere hans families ferie,« understreger Niels Anker Jørgensen, som vurderer, at snyd med private udgifter er en stigende tendens blandt firmaerne.
Skat har også set eksempler på firmaer, der forsøger at udbetale en bonus til medarbejderne ved at forære årets fire medarbejdere en iPad hver, som de kan tage med hjem og hygge sig med.
»I de tilfælde er det kamufleret lønudbetaling, der skal selvangives. Det er firmaet, der skal opgøre det som en lønudgift, og det er direktørens ansvar,« siger Niels Anker Jørgensen.
Omfanget af snyd med private udgifter overrasker og forarger revisorernes egen brancheforening, Danske Revisorer (FSR).
»Det er helt uacceptabelt, at omfanget af snyd er så massivt. Der er ingen undskyldning, og det burde være nemt at rette, hvis man som revisor finder fejlen,« siger formand for skatteudvalget i FSR, John Bygholm.
Hos Dansk Erhverv ærgrer man sig også over omfanget.
»Det her er en rigtig uheldig adfærd, og den slags enkeltstående eksempler er med til at ødelægge det for hele erhvervslivet,« siger cheføkonom Bo Sandberg, der ligesom revisorernes brancheforening efterlyser mere kontrol fra Skat.