Intel indfører nu en forsikringsordning til overclockere, kaldet "Performance Tuning Protection Plan". Normalt ryger garantien når man begynder at pille ved processorens hastighed. Men den nye forsikring betyder, at man kan betale 20-35 dollar om året og til gengæld modtager en helt ny cpu, hvis den gamle brænder sammen i et overclocking-eksperiment.
Det gælder altså i de tilfælde, hvor processoren ikke er omfattet af den normale garanti.
Der er alligevel en række begrænsninger. Forsikringen tilbydes kun til Intel-processorer med ulåst taktfrekvens. Helt konkret er det i5 2500K, i7 2600K, i7 2700K, i7 3930K og i7 3960X.
Der kan kun tilsendes én ny processor under hver forsikring, og denne erstatnings-processor er altså ikke omfattet af forsikringen. Forsikringen skal tegnes inden ét år efter købet af processoren og gælder ikke i de første 30 dage. Den løber maksimalt i tre år.
Forsikringen skal sælges gennem Intels forhandlere og direkte fra intel.com/go/tuningplan.
Intel understreger samtidig at man hverken anbefaler eller støtter overclocking - altså brug af firmaets processorer uden for de normale specifikationer.