På den netop overståede gadget-messe CES i Las Vegas var ultrabooks det nye store hit.
HP, Dell, Asus, Acer og stort set alle andre pc-producenter har meldt sig på banen med en af de super-slanke og lette bærbare, der i modsætning til de små netbooks, som hittede for få år siden, også har rigeligt med kræfter gemt under motorhjelmen.
Den første rigtige ultrabook på markedet var Apples MacBook Air, der så dagens lys i starten af 2008. Men først i 2010 kom den i en udgave, hvor der var et fornuftigt forhold mellem pris og ydelse.
Derfor var valget heller ikke svært, da jeg i starten af december væltede en kop kaffe i min Macbook Pro og måtte ud og investere i en ny computer.
I stedet for at betale 6.000 for en reparation valgte jeg at investere i en spritny MacBook Air i 13"-størrelsen.
Nu er det næsten en måned siden, at jeg købte min Air - og hvordan har det så været?
1. Vægten gør den til en ægte bærbar
Min nye Air vejer blot 1,35 kg, og derfor har den ikke overraskende vist sig at være den perfekte følgesvend, når jeg dagligt slæber min computer til og fra arbejde.
Er du i tvivl om, hvor lidt 1,35 kg er? Så kan jeg fortælle, at det er 700 gram mindre, hvad min gamle MacBook Pro på 13" vejede, og det er så lidt, at jeg ofte er i tvivl om, hvorvidt jeg har fået min computer med i tasken.
En Macbook Air er dog ikke nødvendigvis lettere end konkurrBnternes ultrabooks. Eksempelvis vejer Asus UX31 50 gram mindre og Sonys Vaio Z er hele 150 gram lettere.
2. Du vil elske batteritiden
Som freelance-journalist er det ikke alle mine arbejdsdage, som foregår i et redaktionslokale.
Ofte er cafeer og bibliotekernes læsesale mit kontor, og her er der ikke altid en stikkontakt inden for rækkevidde.
Derfor er Air'ens syv timers batteri-tid helt fantastisk. Det svarer til en hel arbejdsdag, selv om jeg ofte oplever, at batteritiden er en smule kortere end de syv timer - ikke mindst når jeg indimellem forfalder til at se Youtube eller andet video-materiale.
Omvendt kan jeg også godt presse mere end de syv timer ud af den, hvis jeg eksempelvis slår Wi-Fi-forbindelsen fra.
Har du brug for mere batteritid, kan du overveje Sonys ultrabook Vaio Z, der ganske vist som udgangspunkt også har syv timers batteritid. Til gengæld kan du tilkøbe et ekstra batteri, som ifølge Sony vil skubbe batteritiden op på 16,5 timer.
3. Den sprinter fra din gamle computer
Der sidder en relativ beskeden processor i en MacBook Air og de fleste andre ultrabooks.
I min computer sidder der en 1,7 GHz dual-core Intel Core i5-processor. Men på trods af det er min Air alligevel væsentligt hurtigere end min gamle MacBook Pro med en 2,6 ghz Intel Core 2 Duo-processor.
Det skyldes i høj grad, at den er udstyret med lynhurtig flash-hukommelse i stedet for en traditionel harddisk. Den er super-hurtig til at starte op, super-hurtig til at lukke ned og åbner alle programmer på ingen tid.
I de seneste uger kan jeg ikke huske, at jeg en eneste gang har oplevet maskinen hoste eller set Apples famøse badebold (Mac OSX svar på timeglasset i Windows) spinne rundt på skærmen.
Super støjsvag
Selv om Apples computere altid har haft ry for at være meget støjsvage, er det værd at bemærke, at min MacBook Air er endnu mere støjsvag end min MacBook Pro. Ja, den er næsten lydløs.
Den har dog en blæser, der er i stand til at larme, men den går sjældent i gang. Det sker kun, når jeg udsætter computeren for større belastning ved eksempelvis at have mange programmer åbne, lytter til Spotify og ser videoklip - på samme tid.
4. Med cloud-computing savner jeg ikke ekstra plads
Ulempen ved flash-hukommelse er naturligvis, at du betaler betydeligt mere per megabyte, end det er tilfældet med en almindelig harddisk.
Selv har jeg udgaven med 256 GB, men jeg kunne godt nøjes med mindre. Har du dine ting i clouden, kan du sikkert uden problemer klare dig med 128 GB - og muligvis også med 64 GB, hvis du eksempelvis satser på den billigste Air-model på 11 tommer.
Størstedelen af min plads går til mit musikbibliotek samt mine film og tv-serier.
Brug Spotify og Netflix
Men skal din Air være et rent arbejdsredskab, behøver du naturligvis ikke proppe den med musik og video, og desuden har jeg stort set kun lyttet til Spotify, siden musiktjenesten kom til Danmark, og på det seneste har jeg (takket være unblock-us.com) fået adgang til den amerikanske fildelingstjeneste Netflix.
Resultatet er, at en stor del af mit multimedie-bibliotek er blevet overflødigt, og derfor savner jeg hverken den ekstra plads, som jeg havde på min MacBook Pro, eller cd- og dvd-drevet, der er blevet skrottet i MacBook Air og de fleste andre ultrabooks.
Overvejer du at spare plads ved at gemme din ting hos Dropbox i stedet for på din harddisk, skal du dog være opmærksom på, at Dropbox både gemmer dine filer i en online mappe og på din computers harddisk.
Det betyder, at du også har adgang til dine Dropbox-filer, når du ikke har net-adgang. Til gengæld kan du glemme alt om at spare harddisk-plads ved at bruge Dropbox.
5. Opsummering
Der er næppe nogen tvivl om, at en ultrabook er den optimale computer for dig, der ikke blot sidder bag et skrivebord hele dagen, men rent faktisk har brug for at tage din computer med ud i marken.
Det er naturligvis ikke sikkert, at en MacBook Air passer til dine behov og din smag. Måske vil du foretrække en Windows-maskine og samtidig spare cirka 1.200 kroner ved at købe Asus UX31, der koster cirka 8.500 kroner, mens en tilsvarende MacBook Air koster 9.799 kroner.
Original fremfor kopi
Men min oplevelse er, at min MacBook Air er den bedste computer, som jeg nogensinde har ejet. Selv valgte jeg en Air fremfor en Asus, fordi jeg foretrækker Apples styresystem fremfor Windows. Desuden foretrækker jeg - selv om Asusen er både flot og solidt bygget - at eje originalen fremfor kopien (hånden på hjertet - ingen af os er vel i tvivl om, hvor Asus har hentet sin inspiration til designet?).
Før du vælger en ultrabook, skal du dog gøre op med dig selv, om du kan undvære dit dvd-drev, dine store og rummelige harddisk samt et netværksstik, der også mangler på de fleste ultrabooks.
Selv mangler jeg ingen af delene, og er du en af de få, der har brug for et netværksstik for at få adgang til en super-hurtig internetforbindelse, kan du tage en adapter i brug (til en MacBook Air er det ekstraudstyr, men hos andre inkluderet i prisen). Kan du ikke undvære et dvd-drev, kan det også købes som ekstraudstyr for 599 kroner til en MacBook Air.
Læs også:
Her er de smukke Windows-alternativer til MacBook Air
Derfor skal du skrotte din usb-port