I den kommende tid vil Intel investere stort for at erobre det voksende marked for tavlecomputere og andre små mobile enheder. Det er et område, hvor Intel står meget svagt lige nu. Den populære iPad bruger Apples egen A4-chip, og mange Android-modeller har en ARM-processor - typisk fremstillet af Nvidia.
Der er især store forventninger til Clover Trail, en Atom-processor der kommer i anden halvdel af året - omtrent samtidig med Windows 8. Den skal kombineres med det nye operativsystem i tavlecomputere.
Men først kommer Medfield, der er Intels første system-on-a-chip til tablets og smartphones. Den skulle være klar i andet kvartal. Medfield har kun en enkelt kerne, mens Clover Trail kommer i versioner med to kerner og dermed er mere interessant for tablet-producenter.
Intel ventes at vise de første tablet-prototyper med Clover Trail på Consumer Electronics Show i Las Vegas.
Ifølge Digitimes vil Acer og Lenovo lancere tavlecomputere med Clover Trail og Windows 8 i årets tredje kvartal.
Windows 8 kører både på ARM og Intel-processorer, så der kommer sandsynligvis tavlecomputere med begge platforme.
Traditionelt har ARM haft den lave ydelse og det lave strømforbrug, mens Intel-processorer omvendt har høj ydelse og højt strømforbrug. Det er derfor, at Intel sidder tungt på pc-markedet (i konkurrence med AMD), mens ARM findes i næsten alle mobiltelefoner.
Intel skal nu vise, at man kan få strømforbruget ned og samtidig levere en fornuftig ydelse. Medfield er en 32-nanometer SoC Atom-processor - de nuværende Atom-modeller bruger 45-nm-teknologi.
I et interview med CNET understreger Intel da også, at man ser Clover Trail og Windows 8 som en ideel kombination. Måske ser tablet-firmaerne det på samme måde. På sidste års Windows Build Conference uddelte Samsung en Windows 8 tablet med en processor fra Intel - og ikke ARM.
I 2013 kommer en ny Atom-arkitektur kaldet Silvermont med 22 nanometer, og den bliver afløst af Airmont med 14 nanometer i 2014. En lavere strukturbredde betyder normalt også, at chippen bliver hurtigere og bruger mindre energi.
Men Intel kommer sent til tablet-markedet. Nvidia er allerede klar med sin Tegra 3 processor med hele fire kerner, og den kommende A6-processor i iPad 3 har måske også fire kerner.