Manden, der i efteråret trådte til med en redningspakke til den kriseramte forhandlerkæde, Dantalk er selv fallit. Det har Stein Matres selskab MTU Gruppen, der er blevet erklæret konkurs med en gæld på 170 millioner kroner. Det skriver den norske nyhedsportal Dagensit.no.
»Der var så store krav i boet, at det ikke var muligt at fremme en akkord, og det var ingen vilje blandt kreditorerne til at gå en ny runde,« siger kurator i boet, Tom Hugo Ottesen til Dagensit.
Ifølge det norske nyhedssite mister MTU Gruppens stifter selv 510 millioner kroner. Gælden stammer blandt andet fra datterselskabet MTU Nett. Da MTU Nett gik konkurs arvede MTU Gruppen en del af gælden herfra.
Dermed er der tilsyneladende lukket for flere penge fra MTU til den danske forhandlerkæde, Dantalk. I efteråret stillede Stein Matre med et millionbeløb til den danske forhandlerkæde Dantalk, der igennem længere tid havde lidt under manglende kapital og forhandlerflugt. Det beløb var ikke nok, og i januar var kassen igen tom og de ansatte på kædekontoret i Fredericia kunne ikke få deres løn.
Tidligere i denne uge lovede Dantalks administrerende direktør Gudmund Sigurdsson, at flere penge var på vej til den skrantende kæde, men undlod at fortælle, hvor kapitaltilførelsen skulle komme fra.