Især antallet af optagne nye studerende på landets datamatikeruddannelser styrtdykker. Når postbudene her til formiddag afleverer brevene med besked om optagelse på landets videregående uddannelser til de knap 59.000 uddannelsessøgende unge, så vil kun 370 unge få besked om at de er optaget på datamatikeruddannelserne. Det er et fald på 43 procent i forhold til sidste år og det laveste optag i de seneste 11 år.
På handelsskolerne i Roskilde, Køge og Horsens er der ganske enkelt så få ansøgere, at skolerne har opgivet at oprette hold. På alle andre skoler, der udbyder datamatikeruddannelsen, er der fortsat ledige pladser til nogle af de mere end 5000 unge, der ikke kommer ind på deres drømmeuddannelse.
Men det er ikke kun datamatikeruddannelserne, der mærker den svigtende interesse. På datalogi-studierne på universiteterne i København og Århus blev der i år optaget henholdsvis 163 og 93 nye studerende mod 211 og 100 sidste år.
På Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i Lyngby skal 48 studerende prøve kræfter med diplomingeniøruddannelsen indenfor it mod 71 sidste år.
På nanoteknologi-studierne i København, Århus og Aalborg var optaget 60, 66 og 42 studerende. Netop nanoteknologi er udråbt til at være en af fremtidens store vækstområder, og regeringens nyoprettede højteknologiske fond støtter netop dette område. Det afspejles et lille stykke hen ad vejen ved at optaget i Århus er steget fra 44 studerende sidste år. I København er der dog sket et lille fald fra 61 studerende sidste år til 60 i år.