Mens hjemmehjælpere automatisk er frataget fra at betale multimedieskat og folkeskolelærer kan blive undtaget, så skal it-folk afregne ved kasse et. Da skatten blev vedtaget var det velmenende råd fra eksperter og fagforbund at kompensere for udgifterne til skatten med en lønforhøjelse. Men det er ikke sket.
Det viser en rundspørge som Prosabladet har foretaget blandt deres faste panel. 59 ud af de 87, der svarede på undersøgelsen, bliver ramt af skatten, når den træder i kraft 1. januar 2010. Seks personer har allerede fravalgt at have arbejdsgiverbetalt bredbånd, telefon eller computer. Af dem, som bliver ramt af skatten, har over 70 procent ikke fundet en kompensationsordning med deres arbejdsgiver. Omkring 10 procent har fået en aftale, og endnu 10 procent ligger stadig i forhandlinger, skriver Prosabladet.
En del har forsøgt at følge eksperternes råd. Men arbejdsgiverne er generelt ikke interesserede i at kompensere for de udgifter regeringen påfører medarbejderne.
Formanden for Prosa fastholder dog, at man skal kræve lønforhøjelse af arbejdsgiveren. En fuld kompensation kræver en lønstigning på 314 kroner om måneden eller 3768 kroner om året.