Debitel meldes til politiet for SMS-spam

Forbrugerombudsmanden melder Debitel til politiet, efter at selskabet i torsdags udsendte 12.000 SMS-beskeder med reklamebudskaber til kunder hos teleselskabet Telmore. Debitel beskyldes også for at have udsendt spam per e-mail.

Ulykkerne ramler ned over teleselskabet Debitel, efter at teleselskabet i torsdags lod sit lavprisselskab, Smarttalk, udsende 12.000 SMS-beskeder til Telmores kunder.

Selskabet bliver efter alt at dømme meldt til politiet for overtrædelse af markedsføringsloven.

Anmelderen er forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen, der har modtaget omkring 10 klager fra forbrugere over selskabet.

Forbrugerombudsmanden sendte mandag formiddag per bud et brev til Debitels direktør, Per Nielsen, hvori han forlanger en redegørelse for sagen.

Debitel skal blandt andet forklare, om selskabet har fået lov af forbrugerne til at sende SMS-beskederne.

Ud fra klagerne fra forbrugere og blandt andet Computerworld Onlines omtale af sagen er Forbrugerombudsmanden dog indstillet på at anmelde Debitel til politiet.

Straffes med bøde

Debitel har nemlig på intet tidspunkt nægtet at have udsendt SMS'erne, så noget tyder på en ren tilståelsessag, når sagen ender for retten.

- Det er jo bare en SMS. Vi ved jo alle sammen, hvor nemt det er at slette sådan en, hvis man ikke bryder sig om indholdet, sagde Smarttalks forretningschef, Anne Raaen Rasmussen, til Computerworld Online i torsdags.

Overtrædelser af markedsføringsloven straffes typisk med bøde.

I SMS-beskederne tilbød Smarttalk, at kunderne hos Telmore kunne skifte selskab gratis og få 100 kroners gratis taletid oven i hatten.

Smarttalk gættede sig frem til mobilnumrene på Telmores kunder, efter at have fundet Telmores nummerserier på internettet.

Sendte også spam per e-mail

Flere af klagerne fra forbrugerne går imidlertid på, at Debitel i sidste uge skulle have udsendt reklamebudskaber per e-mail til forbrugerne, som tilbydes at abonnere på nyheder fra teleselskabet.

Uanset om reklamer udsendes per e-mail eller SMS, er det en helt oplagt overtrædelse af markedsføringsloven, medmindre forbrugeren har givet sit samtykke til at få reklamerne, lyder det fra specialkonsulent Peter Fogh Knudsen, der fører sagen for Forbrugerombudsmanden.

- Vi har modtaget brevet fra Forbrugerombudsmanden. Jeg kan bekræfte, at vi vil svare på det, lyder den eneste kommentar mandag fra souschef Henrik Larsen, Smarttalk.

Forbrugerombudsmanden har givet Debitel en frist til at svare til onsdag i næste uge. Da sagen formentlig ender som en straffesag, har Debitel ikke pligt til at svare.

Den anden forurettede part i sagen, Telmore, truede i fredags med at forlange i omegnen af tre millioner kroner i erstatning fra Debitel.

Pengene skal bruges til at sende breve ud til Telmores kunder, så de kan få en forklaring på, hvad der er foregået.

Computerworld Online har fået aktindsigt i det brev, Forbrugerombudsmanden mandag formiddag overbragte teleselskabet Debitels administrerende direktør.

OVERBRINGES
Debitel Danmark A/S
Kanalgaden 3
2620 Albertslund
Att.: Administerende direktør Per Lyngbak Nielsen

14. april 2003

Debitels udsendelse af reklamer via SMS og e-mail

Forbrugerombudsmandens opmærksomhed er gennem indtil videre 9 klager og omtale i medierne blevet henledt på, at Debitel tilsyneladende har udsendt reklamer til Telmores kunder via SMS, ligesom Debitel tilsyneladende uanmodet har udsendt reklamer via e-mail til et stort antal forbrugere.

Vi går ud fra, at Debitel er bekendt med markedsføringslovens § 6a, hvorefter denne fremgangsmåde er forbudt. Overtrædelse af bestemmelsen kan straffes med bøde, jf. markedsføringslovens § 22, stk. 3.

På det foreliggende grundlag er vi indstillet på at anmelde Debitel til politiet for overtrædelse af § 6a, men forinden vi tager endelig stilling hertil, skal vi opfordre Dem til at redegøre nærmere for sagen. I den forbindelse opfordrer vi Dem til at oplyse,

· hvor mange SMS-reklamer, De har udsendt fra og med mandag den 7. april 2003,

· hvad indholdet af SMS-reklamerne har været,

· i hvor mange af tilfældene De kan dokumentere et samtykke til udsendelsen af SMS-reklamerne,

· om det er korrekt, at SMS-reklamerne har været målrettet mod Telmores kunder, og i givet fald hvordan De har fået fat på de relevante telefonnumre,

· hvor mange e-mail-reklamer, De har udsendt fra og med mandag den 7. april 2003,

· hvad indholdet af e-mail reklamerne har været,

· i hvor mange af tilfældene De kan dokumentere et samtykke til udsendelsen af e-mail reklamerne

· hvordan De er kommet i besiddelse af de e-mail adresser, De har udsendt reklamer til.

Henset til den mulige politianmeldelse gør vi opmærksom på, at De ikke har pligt til at svare på vores henvendelse i denne sag. Hvis De er indstillet på at svare, beder vi Dem gøre det inden onsdag, den 23. april 2003. Ønsker De ikke at svare på henvendelsen, beder vi Dem meddele os dette senest samme dato.

Har De spørgsmål til ovennævnte, er De velkommen til at kontakte undertegnede på telefon 32 66 92 80 eller på e-mail, pfk@fs.dk.

Vi vedlægger eksempler på de klager, vi har modtaget, samt af to artikler fra www.computerworld.dk.

Med venlig hilsen
På Forbrugerombudsmandens vegne

Peter Fogh Knudsen
Specialkonsulent, cand.jur.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Cyber Security Summit 2024

Hør blandt andet hvordan nogle af Danmarks bedste CISO´er griber deres vigtige opgaver an, hvad kvanteteknologi og AI betyder for sikkerhedsområdet og se hvad det er, som de bedste it-sikkerhedsleverandører arbejder med pt.

29. august 2024 | Læs mere


Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere