Elgiganten har vildledt sine svenske kunder så groft, at markedsdomstolen i Sverige nu har dømt elektronikkæden en bøde på fire millioner svenske kroner for brud på markedsføringsloven. Det skriver det svenske nyhedssite Dagens Media.
Dommen kommer efter en klage fra Elgigantens største konkurrent, den tyske megakæde Media Markt, der også er aktiv i Sverige. Dermed sætter markedsdomstolen et punktum for en langtrukken fejde mellem de to elektronikkæder, der går flere år tilbage. I 2007 afgjorde domstolen, at Media Markt havde ført sine kunder bag lyset, og det fik dengang den svenske markedsdomstol til at pålægge Media Markt en bøde på en halv million svenske kroner.
Nu har den tyske kæde fået revanche, og fremover må Elgiganten i Sverige ikke længere kalde sig hverken ”Norden største hjemmeelektronikkæde” eller påstå, at man ”får meget mere for pengene i Elgiganten”.
Ud over bøden skal Elgiganten også betale 590.000 svenske kroner i sagsomkostninger til sin tyske rival.