It-branchen er ikke blevet specielt hårdt ramt af stramninger i adgangen til kredit efter den finansielle krise. Sådan lyder svaret fra administrerende direktør i kreditforsikringsselskabet Euler Hermes, Peter Hecht Hansen, efter at flere distributører har kritiseret forsikringsselskaberne for at være for hårde i deres vurdering af it-forhandlernes kreditværdighed.
»At hele it-branchen er hårdt ramt er en kendsgerning. Vi har været tvunget til at stramme op, men it-branchen er bestemt ikke den sektor, der er hårdest ramt. Branchen er præget af små marginaler, og vi har set mange konkurser, fordi virksomhederne ikke kan få deres forretning til at hænge sammen,« siger Peter Hecht Hansen med henvisning til den faldende omsætning, som fulgte i kølvandet på krisen.
Han afviser i øvrigt, at kreditvurderingen er blevet hårdere her og nu, eller at der bliver ført en specielt hård linie over for danske virksomheder.
»Den generelle opstramning, vi har foretaget, er sket for lang tid siden, og hvis vi har gjort noget for nylig, så er tendensen, at det går i en lempeligere retning,« siger Peter Hecht Hansen, som dog erkender, at den særlige danske erhvervsstruktur med mange mindre virksomheder kan betyde, at kreditvurderingen i de konkrete tilfælde bliver hårdere.
»Det kan betyde, at vores konkrete vurdering bliver, at der er større risiko ved at give kredit i det enkelte tilfælde,« siger han.