Velkommen til onsdagens morgenbriefing, som er bragt af Kristoffer Ingemand!
I dag kan du læse om Grønlands nye datacenter, Google Maps, Oracle, norske medier og et regnskab.
God læselyst!
Grønland skal have et nyt datacenter til trecifret millionbeløb
Vi lægger ud med nyheden om, at Grønland skal have et nyt datacenter.
Datacentret vil blive bygget i Qinngorput i Nuuk og har til formål at styrke Grønlands kritiske infrastruktur.
Det skriver det grønlandske teleselskab Tusass, som tidligere hed Tele Greenland, der er ejet af det grønlandske selvstyre, og som står for opførelsen af datacentret sammen med Permagreen.
"Et moderne datacenter i Nuuk, til at huse vores mest kritiske infrastruktur, er en nødvendighed. Det handler ikke kun om forsyningssikkerhed, men også om den generelle sikkerhed i samfundet. Dette datacenter er den første investering i vores nye strategi, og de kommende år vil vi investere massivt i øget sikkerhed i den grønlandske telekommunikation," udtaler COO i Tusass, Jonas Hasselriis, i en pressemeddelelse.
"Vi er meget glade for at være en del af dette vigtige projekt. Samarbejdet med Tusass giver os mulighed for at vise vores ekspertise inden for byggeri og tekniske installationer. Vi ser frem til at levere et datacenter, der lever op til de højeste industristandarder og bidrager til landets digitale fremtid," udtaler CEO i Permagreen, Jeppe Bloch Steffensen.
Datacentret ventes at stå færdigt i slutningen af 2026 og forventes at koste omkring 155 millioner kroner.
Google Maps kalder det nu "Den Amerikanske Golf"
Den amerikanske præsident Donald Trump har underskrevet et dekret, hvori han befaler, at Den Mexicanske Golf skulle omdøbes til Den Amerikanske Golf.
Det har techgiganten Google nu taget til sig og vil nu kalde det Den Amerikanske Golf for brugere i USA, mens det for mexicanske brugere fortsat vil hedde Den Mexicanske Golf.
Det skriver Google i en pressemeddelelse.
Alle andre steder vil den have begge navne. For danske brugere hedder den lige nu "Den Mexikanske Golf (Den Amerikanske Golf)".
It-konsulenthus med rekordregnskab
Konsulenthuset Adeno, der har kontorer i hovedstadsområdet og på Fyn, har i 2024 haft rekordår.
Adeno, som arbejder med ServiceNow-løsninger, fordoblede sin bruttofortjeneste og øgede antallet af ansatte fra 16 til 33.
Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
Selskabets bruttofortjeneste landede på 23,8 millioner kroner, mens bundlinjen landede på 2,3 millioner kroner.
"Vi er meget tilfredse med resultatet for 2024. Vi har styrket forretningen og fastholdt vores høje standarder, samtidig med at vi har opnået en vigtig milepæl som en af Danmarks førende ServiceNow-specialister. Det er en stor anerkendelse af det, vi har opnået på kort tid," siger Charlie Rødgaard, CEO & Partner i Adeno, i meddelelsen.
Norske medier indgår aftale med OpenAI
Det norske mediekonglomerat Schibsted Media Group meddeler, at det har indgået et strategisk partnerskab, der integrerer virksomhedens journalistik med tjenesterne fra det amerikanske AI-selskab OpenAI.
Aftalen betyder, at Schibsted Media også får adgang til OpenAI's indsigt og adgang til deres nye teknologi, skriver Computersweden.
Schibsted Media ejer kendte medier som Aftonbladet, Svenska Dagbladet, VG og Aftenposten, mens OpenAI primært er kendt for ChatGPT.
"Dette partnerskab er en del af Schibsted Medias overordnede strategi om at integrere AI på måder, der understøtter og styrker journalistikken. Ved at kombinere vores redaktionelle ekspertise med OpenAI's teknologi og indsigt, kan vi fortsætte med at tilpasse os og sikre, at journalistikken udvikler sig i takt med de teknologiske fremskridt," siger Siv Juvik Tveitnes, administrerende direktør i Schibsted Media, i en pressemeddelelse.
Oracle styrker sin EU-cloud med nye applikationer
Oracle Fusion Cloud Applications er nu tilgængelige i Oracle EU Sovereign Cloud.
Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
Dette giver organisationer i EU mulighed for at bruge flere Oracle-produkter, mens de benytter selskabets EU-cloud.
"Efterhånden som organisationer i Europa flytter deres vigtigste forretningsfunktioner til skyen og søger at drage fordel af de nyeste AI-innovationer, fokuserer mange på vigtigheden af dataophold og privatlivets fred," siger Steve Miranda, executive vice president, Applications Development hos Oracle i meddelelsen og fortsætter:
"Dette er især vigtigt for organisationer i den offentlige sektor og regulerede industrier i hele EU, der skal forsikre borgere og kunder om, at deres data ikke forlader landet eller regionen."