Den protokol, der danner grundlaget for internettet i dag, er version 4 og udviklingen af denne protokol er domineret af amerikanske firmaer, der har været med siden internettet så dagens lys som resultat af et amerikansk, militært forkningsprojekt.
Nu vil de asiatiske virksomheder sikre sig et forspring, når den næste version af internettet rulles ud.
Derfor vil de tre asiatiske lande Kina, Japan og Sydkorea samarbejde om at udvikle de standarder, der fører til realiseringen af den ny netværksteknologi, skriver nyhedsbureauet AFP.
IPv6 indeholder en lang række forbedringer i forhold til den eksisterende internetprotokol. Mest fremtrædende og omdiskuteret er begrænsningen i IPv4's adresserum, som sætter en teoretisk begrænsning for antallet af IP-adresser til omkring 4 milliarder.
Det reelle antal tilgængelige adresser er dog lavere, og selvom en række netværksteknologier tilbyder midlertidige løsninger, så er de fleste netværkseksperter enige om, at der inden for en nær fremtid vil opstå en mangel på IP-adresser.