Det ser ud til at kontorpakken Office 2010 er ved at være færdig. Microsoft har sendt en release candidate af Office 2010 til en gruppe udvalgte testbrugere. Det er kun medlemmerne af det såkaldte Technology Adoption Program (TAP), der har fået den nye version, og den bliver ikke sendt ud til et bredere publikum.
Men en release candidate er normalt næsten identisk med det færdige produkt, så alt tyder på, at Office 2010 bliver klar til den forventede lancering i juni.
Den første Technology Preview af Office 2010 kom i juli sidste år og en betaversion blev frigivet i november. Den er downloadet mere end to millioner gange.
Office 2010 indeholder mange nye funktioner, men overfladen minder om forgængeren, Office 2007. Den største nyskabelse er måske, at der kommer browser-baserede versioner af Word, Excel, OneNote og PowerPoint.
Kontorpakken kommer også for første gang både i en 32-bit og 64-bit udgave.