Det er lykkedes for telekæden Dantalk at afværge en tvangsopløsning. Efter det ene selskab bag mobilkæden i oktober gik konkurs, har ejerne nu skaffet et millionbeløb i ny selskabskapital. Samtidig er der ryddet grundigt ud i bestyrelsen.
Centralt placeret er bestyrelsesformand Jørgen Vindeløv Jensen, der har fået sin hustru samt den norske tele-investor Stein Matre ind i bestyrelserne for de tre tilbageblevne selskaber, der står bag Dantalk.
»Det er en restart af Dantalk med nye penge,« siger Stein Matre.
Han har tidligere lånt penge til kæden. Han har sammen med andre - unavngivne investorer - skudt yderligere et millionbeløb ind i selskaberne.
»Selskaberne er blevet tilført betydelig kapital,« siger Stein Matre.
Nu står kæden foran et analysearbejde for at finde en vej frem for Dantalk-kæden i et presset marked, siger han.
»Dantalk har en udfordring i at finde sin niche. Jeg håber, at kæden får en klar profil som ledende kæde for mobilt bredbånd,« siger Stein Matre.
Stein Matre er en kendt person i den skandinaviske televerden som bagmand bag den norske Telebutikken og den svenske telekæde Aircall, som han reddede fra konkurs og siden investerede 100 millioner kroner i.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen var i oktober ved at tvangsopløse de tre Dantalk-selskaber, fordi der ikke var blevet indsendt noget årsregnskab. Men tvangsopløsningen blev udsat af Retten i Kolding, hvor man gav kæden tre måneder til at skaffe ny kapital og undgå en lukning. Med den friske kapital har Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i onsdags tilbagekaldt tvangsopløsningen. Det bekræfter skifteretschef fra Retten i Kolding, Claes Dall Hersland.
Dantalks Stein Matre lover, at de manglende regnskaber nu er på vej, og formentligt vil blive offentliggjort i denne måned.