Det er ikke nogen aprils-nar, når flere tusinde internetkunder den første april ikke længere kan bruge deres internetkonto hos Telefona.
Selskabet, der i 2001 blev købt af TDC, har ganske vist automatisk flyttet alle fastnet- og mobilkunderne over til TDC, men internetkunderne bliver ladt i stikken.
I et brev fra Telefona til alle kunderne oplyser Telefonas direktør, Connie Duedahl, at Telefona den første april bliver integreret i TDC Mobil, og at det fra den dato ikke længere er muligt at komme på nettet med Telefona som udbyder.
"Det betyder, at din e-mail konto lukkes, så du ikke længere kan sende eller modtage e-mails på din @telefona.dk mailadresse", forklarer hun i brevet.
Telefona udfases
Telefona opfordrer kunderne til at modtage et uforpligtende tilbud om at blive kunder hos TDC, men selv om kunderne siger ja tak, betyder lukningen, at kunderne skal vælge nye mail-adresser.
For Telefonas mobilkunder betyder ejerskiftet ingen ændring.
Mobilkunderne beholder SIM-kort og mobilnummer, og priserne er de samme som hidtil.
Når TDC, der ejer Telefona, vælger at lukke selskabet og ikke føre aktiviteterne videre, er det blandt andet fordi, navnet Telefona skal udfases.
Hos TDC forklarer markedsdirektør Thomas Hüttel, der får ansvaret for de af Telefonas internet-kunder, der vælger TDC som ny udbyder, at der både ligger tekniske og juridiske grunde bag beslutningen om ikke automatisk at overtage internetkunderne.
Bedre løsning end lovet
Han siger desuden, at TDC efter henvendelsen fra Computerworld Online har valgt at give internetkunderne fra Telefona en bedre overgangsordning end det, de hidtil har fået stillet i udsigt i brevet fra Connie Duedahl.
- Vi er blevet opmærksomme på, at det nok ikke er den optimale løsning, at stoppe med Telefona-domænet med det samme, så nu vil vi lade Telefona-domænet være tilgængeligt på vores webmail-server i seks måneder, så kunderne kan læse deres post der. Det giver os en meromkostning, men når muligheden er der, synes vi, den skal udnyttes, siger Thomas Hüttel.
Han forklarer, at Telefonas kunder, der tæller mellem fire og seks tusinde, vil få besked om den nye webmail-løsning per brev.