De massive problemer i tinglysningen, som har kostet tusindvis af private borgere tusindvis af kroner, er tidligst løst om et halvt år.
Tinglysningen melder ud i en pressemeddelelse, at hele 75.000 sager er stærkt forsinket. Det er en tredjedel af alle sager. Tinglysningen har tidligere garanteret borgere og politikere, at problemerne ville være løst ved årsskiftet. Den garanti holder dog ikke. Nu er tidshorisonten "til sommer". Både justitsminister Brian Mikkelsen (K) og retspræsidenten for tinglysningen, Sørup Hansen har flere gange omtalt problemerne som "børnesygdomme".
Selvom medarbejderne til tider har arbejdet i døgndrift for at få sagsbunken ned, så bliver der ved med at ophobe sig nye sager. Selve præmissen for systemet bygger nemlig på et alarmerende fejlskøn. Systemet er bygget til at folk underskriver skøder med deres digitale signatur. Men virkeligheden er, at mange hellere vil give deres advokat fuldmagt til at underskrive på deres vegne. De fuldmagter skal behandles manuelt, og det er stik imod intentionen med systemet. Tinglysningen blev nemlig groft sagt digitaliseret for, at staten kunne spare millioner på lønudgifter. Den besparelse betaler private borgere nu for, når renterne på deres mellemfinansiering løber løbsk.
Ekstra ansatte
Men de besparelser som tinglysningen skulle give til statens lønudgifter bliver også udskudt. Tinglysningen ansætter 13 nye medarbejdere der skal grave sig til bunds i bunken af forsinkede sager. Men ansættelserne stopper ikke der. Domstolsstyrelsens kommunikationschef Emil Melchior, der i øvrigt er søn af højesteretspræsident Torben Melchior, er så presset af kaosset omkring tinglysningen, at styrelsen nu søger endnu en kommunikationsmedarbejder, der især skal informere pressen om tinglysningen. Den nye stilling er tidsbestemt til et år, hvilket kan ses som tegn på, at Domstolsstyrelsen forventer, at problemerne med tinglysningen senest er løst ved årsskiftet - altså årsskiftet næste år.
»Jeg har fuld forståelse for, at mange brugere er rigtig frustrerede over at vente på tinglysningen. Siden vi gik i luften, har Tinglysningsrettens medarbejdere arbejdet hver weekend, og vi har i perioder arbejdet i døgndrift. Nu, hvor systemet er ved at fungere tilfredsstillende, og hvor medarbejderne har oparbejdet nogen rutine, har vi derfor også lavet en konkret 10 punkts handlingsplan, der skal sikre, at sagsbunken bliver nedbragt, og sagsbehandlingstiderne bliver kortere. Heldigvis bliver mere end syv ud af ti afsluttede sager behandlet på én dag,« siger Tinglysningsrettens præsident Sørup Hansen.
Tinglysningen har været stærkt forsinket og er blevet dramatisk dyrere end forventet. Det er CSC der står bag.