Efter fem år som direktør for Thy Datas afdeling i Aalborg takkede Karl Therkildsen nej til den omstrukturering, som koncerndirektør Flemming Idorf Beisner satte i værk i foråret. Med den nye struktur ville direktørerne i datterselskaberne få mindre magt over den lokale forretning.
»Jeg ville gerne være iværksætter og Thy Data havde nået en størrelse, hvor det administrative tog over, og så var det på tide, at jeg begyndte at tænke i andre baner,« siger Karl Therkildsen.
Han tiltrådte som administrerende direktør hos Dialex 1. august og kommer ind i Dialex med en pose penge og har købt »cirka en fjerdedel« af selskabet uden at ville oplyse sin præcise ejerdel.
Han har i over ti år arbejdet med salg og ledelse af nordjyske it-forhandlere. Først hos Nordjysk EDB-Center, der siden blev opkøbt af norske Hands. I 2003 skiftede han til Thy Data. Hos Dialex får han ansvaret for den overordnede ledelse og for salget i virksomheden, der udvikler lagersoftwaren, der ikke bliver solgt gennem et traditionelt it-forhandlernet.
Han holder dog fast i forhandlerrollen. Foruden den egenudviklede software til lagertransport er Dialex også en lokal forhandler af computere fra Hewlett-Packard, Lenovo samt standardsoftware fra Microsoft. Mens lagersoftwaren bliver solgt i hele landet, er resten af forhandlerforretningen kun henvendt til lokale kunder i Hadsund og omegn.
»Nu skal vi have nogle produkter ud over rampen og få produkterne til at mangfoldiggøre sig,« siger den nye Dialex-direktør.