For fem og et halvt år siden dannede tre nordjyske knejter en onlinebutik fra en garage. Siden har Coolshop udviklet sig til en sprudlende million-forretning, der tæller omsætningen i tre-cifrede millionbeløb.
I 2007 rundede selskabet en omsætning på 102 millioner kroner og tredoblede i samme periode resultatet til 3,3 millioner før skat mod knap 1,1 millioner året før. Og allerede i udgangen af juni i år regner Coolshop med at krydse omsætnings-niveauet fra 2007.
Et af nøgleordene bag selskabets selskab på det danske spilmarked skyldes ifølge daglig leder Jacob Risgaard fire grundlæggende ting: Fri fragt, nul gebyrer, 100 procent prisgaranti og hurtig levering.
Men fri fragt kan ikke stå alene, hvis man som onlineforretning vil tjene penge på salg i online-kanalen.
»Opskriften på vores succes er set fra mit bord, at jo mere gennemskueligt du gør priserne overfor kunden, des lettere fungerer forretningskonceptet. Vi skal ikke til at håndtere en masse gebyrer og fragt. Det betyder, at hele processen bliver billigere gennem organisationen, som i sidste ende afspejler sig i varens pris,« siger Jacob Risgaard, daglig leder i Coolshop.