Brokerfirmaet CDK har afskediget en række medarbejdere og er nu kun fire personer tilbage i forretningen. Dermed er det gået voldsomt nedad siden brokerfirmaet i sin storhedstid havde 17 ansatte og en årlig omsætning på 400 millioner kroner.
»Vi satsede på en lys og gylden fremtid, men det går op og ned i brokerbranchen, og det har vist sig, at vi ikke har kunnet realisere vore planer,« siger direktør og hovedaktionær Claus Juel.
Tilbage er nu Claus Juel og medejer Jan Konieczny samt yderligere to medarbejdere.
Beslutningen om at afskedige medarbejderne skete efter sommerferien og samtidig blev det besluttet at reducere lageret.
»Det har ikke været så interessant at være lagerførende, så hen over efteråret og vinteren har vi gjort vores lager en del mindre,« siger Claus Juel.
CDK ApS blev stiftet i 2006 som efterfølger til et tidligere brokerselskab, Computer Danmark, der i sine sidste to aktive år havde et underskud før skat på i alt en million kroner. Men det gik tilsyneladende ikke bedre for det nye selskab, der efter etableringen også havde underskud. I det første år, der sluttede med udgangen af september 2007 blev resultatet et minus på to millioner kroner før skat.
Claus Juel vil hverken oplyse hvad CDK handler med eller om det kommende regnskab vil vise et plus eller minus, men siger, at regnskabet vil blive indsendt senest ved udgangen af februar.
»Regnskabet kommer når det skal,« siger Claus Juel.