KMD betaler kommunaldirektørs tur til rockkoncert, og få måneder senere indgår kommunen en millionaftale med KMD.
Anklagerne om bestikkelse har svirret lige siden den famøse Madonna-koncert, og nu får sagen konsekvenser.
De lokale politikere i Hillerød har besluttet at sende deres kommunaldirektør hjem. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Ud over fyresedlen skal kommunaldirektør Peter Zahlekjær også forvente en henvendelse fra politiet, da byrådet har valgt at melde ham til politiet.
Det er dog ikke selve den betalte koncert, der nu koster direktøren jobbet. Ifølge Frederiksborg Amts Avis har Økonomiudvalget konstateret, at kommunaldirektøren efterfølgende ikke loyalt har videregivet væsentlige oplysninger, ”hvorved Økonomiudvalgsbehandlingen er foregået på et ikke korrekt grundlag”. Hillerød Kommune har bedt KL om at undersøge sagen, da der måske skal en såkaldt "disciplinærsag".
Nogle måneder efter Madonnakoncerten indgik Hillerød Kommune en aftale til 48 millioner kroner med KMD. Kommunen og kommunaldirektøren har hele tiden afvist, at der skulle være tale om bestikkelse. Det er dog blevet præciseret internt, at gaver i den størrelse ikke er tilladt.
På det seneste har er der også blevet rejst kritik af KMDs gaver til andre kommunale samarbejdspartnere. En lignende sag fra Hedensted lader dog ikke til at få samme udfald. Her fik en kommunaldirektør billetter til AC/DC, men beskyldninger om bestikkelse er senere falmet, da der gik seks måneder mellem koncerten og en senere millionaftale. Tidsforskellen betyder ifølge KL, at der ikke er tale om bestikkelse.