Telekæden bryder ifølge en jurist i It- og Telestyrelsen loven, ved at sælge Phones, der ikke er CE-mærkede. Det skriver Politiken.dk.
I modsætning til andre lande, hvor iPhonen er blevet lanceret af officielle kanaler, har Telekæden specialimporteret iPhone-partierne fra USA via europæiske brokere.
»Virksomheden risikerer såvel bøde som påbud om tilbagekaldelse fra markedet,« siger jurist i IT- og Telestyrelsen, Erik Anker Hansen til Politiken.dk.
Efter at IT- og Telestyrelsen har hævet den juridiske pegefinger, lover Telekædens kundeansvarlige, Klaus Engelbreth, at der kommer styr på iPhone-rodet, som han betegner som en beklagelig smutter.
»De telefoner som lancerer fremover vil være i overenstemmelse med CE-mærkning, der findes på det her produkt i Europa. Det er klart, at vi ikke vil skabe tvivl overfor vores kunder om vores holdning til det,« understreger Klaus Engelbreth overfor CRN. Samtidig garanterer han, at Telekædens iPhones ikke er anderledes end de telefoner, som bliver solgt i Tyskland, England og Frankrig.
»Telefonen stammer fra de samme produktionslinjer. Men vi må sige, at når vi køber mellem 300 og 500.000 telefoner om året, er vi også nødt til at have tillid til vores leverandører og grossister,« siger Klaus Engelbreth, Telekæden.