Væksten i dansk online-handel er løjet markant af, viser en ny opgørelse fra Dansk e-handelsanalyse.
Men det afholder ikke en af de store spillere, det Elbodan-ejede Happii fra at opruste markedsføringen. I løbet af weekenden vil online-forhandleren intensivere online-krigen ved at husstandsomdele over en million trykte reklamer.
»Danmarks billigste parkeringsplads er jo sofabordet. Derfor kommer vi med et nyt træk, som ingen onlinebutikker har lavet før, hvor vi med vores tryksag vil trække almindelige danske forbrugere over i nethandlen,« siger Poul Thyregod, der er direktør for Proshop og Happii.dk.
Med lanceringen af tryksagen, lægger Poul Thyregod ikke skjul på, at han med Elbodan i ryggen vil gøre alt for at sætte pres på især konkurrenten L'Easy.
»Vi går med vores tilbud lige så stille og roligt i flæsket på L'Easy. Vi kører med samme renteniveau, men mange af produkterne vil i modsætning være op til 25 procent billigere,« siger Poul Thyregod.