Over 30 betjente ransagede sidst på formiddagen webfirmaet Catpipe Systems. På selskabets server ligger blandt andet Globale Rødders hjemmeside.
Tirsdag opfordrede det antikapitalistiske netværk Globale Rødder via hjemmesiden, ulydighed.dk, til netblokade mod den officielle hjemmeside for EU-formandskabet, eu2002.dk.
Det skulle ske via et oversvømmelsesangreb, Denial of Service, hvor tusindvis af forespørgsler skulle få siden til at gå ned.
Den opfordring førte sidst på formiddagen til, at flere end 30 uniformerede og civilklædte betjente ransagede lokalerne hos Globale Rødders webhotel, Catpipe Systems.
Ransagningen skete med henvisning til paragraf 193 i Straffeloven. Paragraffen omhandler "retsstridige forstyrrelser i driften af almindelige samfærdselsmidler", og der bliver blandt andet henvist til paragraffen i den reviderede terrorismeparagraf § 114, som blev vedtaget i foråret.
Direktøren for Catpipe Systems er den tidligere formand for IT-fagforeningen PROSA, Peter Christensen, og han siger:
- Vi udleverede filer med indholdet fra Ulydighed.dk og de relevante logfiler. Egentlig var ransagningskendelsen formuleret så bredt, at politiet kunne have taget alt med - servere og arbejdsstationer. Det sagde indsatslederen også, men det fik vi nu talt dem fra, siger direktøren.
Peter Christensen understreger, at selskabet selvfølgelig samarbejder med politiet i en sådan sag, men sagen stiller skarpt på et gammelkendt dilemma for internet.
- Hvem er ansvarlig for indholdet på nettet? Er det indholdsleverandøren eller er det netudbyderen. Jeg bliver gjort ansvarlig for, hvad folk skriver på deres side. Det synes jeg principielt er dybt problematisk, siger han til Computerworld Online.
Webhosting er med direktørens ord "blot en neben-geschæft" for Catpipe Systems, der har specialiseret sig i at levere Unix-baserede programmer, tjenester og drift til erhvervskunder.
Peter Christensen er derfor træt af postyret omkring Globale Rødders webside på Catpipe Systems servere.
- Vi har prominente kunder, som jo ikke lige frem synes at denne slags omtale er sjov. Vi har da i øvrigt også kunnet mærke på belastningen, at der blev iværksat et angreb mod Ulydighed.dk, siger han.
Hos Københavns Politis pressecenter siger pressetalsmand Ove Dahl om aktionen:
- Vi bekræfter, at vi er i gang med nogle ransagninger i forbindelse. Det er alt, hvad vi vil sige for nuværende.