Den danske afdeling af Ingram Micro, verdens største distributør af IT-udstyr, er reduceret til et salgskontor, efter distributøren har lagt sine nordiske selskaber sammen under svenskeren Thomas Wallbergs ledelse.
Økonomistyring og administration bliver samlet i Sverige, så landekontorerne i Danmark, Norge og Finland blot skal varetage salg og service til deres respektive nationale kunder.
Ifølge Computer Reseller News betød det, at Ingram Micro i sidste uge fyrede yderligere 28 ansatte herhjemme. I forvejen var 17 medarbejdere sagt op eller selv gået, da de ikke ville acceptere ledelsens nye krav til ansættelseskontrakter. Da Ingram Micro indledte sit spareprogram, var der 130 medarbejdere herhjemme.
Ledelsen opsagde i november de hidtidige kontrakter for at erstatte dem med nye uden samme barsels- og bonusordning, hvilket gav intern uro.
Omstrukturering gennemført i første kvartal
I en pressemeddelelse understreger Thomas Wallberg som den nye topchef for Ingram Micro Nordic, at hele planen for omstruktureringen skal være ført ud i livet ved udgangen af første kvartal 2003.
- Det er svære, men nødvendige handlinger for at sikre, at vi er profitable i fremtiden, skriver han i pressemeddelelsen.
Sammenlægningen af de fire landekontorer i én organisation sker for at opnå stordriftsfordele og sænke omkostningerne, understreger Ingram Micro.
Det betød i slutningen af oktober et farvel til den danske direktør gennem tre år, Ole Eklund, og markedsdirektøren Lars F. Sørensen.
I 2001 fik Ingram Micro A/S et underskud på 70 millioner kroner ud af en omsætning på godt 2,5 milliarder kroner i Danmark. Året før var der et overskud før skat på 32 millioner kroner ud af en omsætning på tre milliarder kroner.