Det er et juridisk minefelt for ytringsfriheden på internet, der åbner sig, såfremt andre landes øverste domstolsinstanser følger Australiens højesterets praksis. Det vurderer jurister oven på en kendelsen tirsdag, skriver The Guardian Online.
Her gav højesteret en australsk forretningsmand, Joe Gutnick, lov til at anlægge sag mod ejeren af The Wall Street Journal, Dow Jones, ved en lokal domstol i delstaten Victoria.
Det bryder med hidtidig praksis for netpublisering, hvor udgiverne kun har kunnet komme for en domstol i det land, de opererer fra.
Kendelsen er blevet mødt med overraskelse og chok blandt onlineudgivere. 18 af verdens største netselskaber - herunder AOL Time Warner, Amazon og Yahoo - havde skrevet til retten og bedt den afvise Joe Gutnicks krav.
Mineejer og multimillionær Joe Gutnick har i to år arbejdet for at kunne anlægge sag om æreskrænkelse og bagvaskelse mod Dow Jones' magasinet Barron's. Magasinet beskrev både på tryk og på sit websted minedirektørens involvering i sager om skattesnyd og hvidvask af penge.
Joe Gutnick har hele tiden ønsket sag for en domstol i hans australske hjemstat, Victoria. Her giver loven om ærekrænkelser ham bedre mulighed for at vinde end i New Jersey, USA, hvor Dow Jones har serverne stående.
Den australske højesteret skriver i begrundelsen for kendelsen, at en webartikel anses for publiceret, hvor den bliver læst. Ikke ud fra, hvor udgiveren bor.
Udgivere vil begrænse visning på web
Godt nok har Barron's 98 procent af sine læsere i USA. Faktisk er der kun 14 abonnenter til papirmagasinet i Australien.
Men retten pegede på de 1.700 læsere af onlinetjenesten barrons.com, der har betalt med australske kreditkort, som argument for, at Gutnick kan føre sagen i Victoria.
Mediekoncerner og netudgivere frygter nu ifølge The Guardian Online, at rigmænd som Joe Gutnick med kendelsen i hånden kan shoppe rundt efter det land eller den delstat med den nemmeste adgang til sager om bagvaskelse.
Dermed kan det blive sværere for medier at publicere afslørende artikler om magtfulde personer, fordi risikoen for kostbare sagsanlæg vokser, når hele verden kan bruges som jurisdiktion for sagsanlæg.
Andrew Kenyon, ekspert om medieret på internet fra University of Melbourne, mener, at det kan føre til begrænsninger i webudgivelserne.
- Jeg tror, at især amerikanske udgivere vil overveje at anvende software, der forhindrer, at deres websider bliver vist i bestemte geografiske områder af verden. Nemlig der hvor det er nemmest at anlægge sager om bagvaskelse og ærekrænkelser, siger han til The Guardian Online.
Eller som lederen af The Foundation for Information Policy Research i London, Ian Brown, siger:
- Denne type kendelser vil simpelthen resultere i, at mange amerikanske websteder vil blokere adgangen for mange ikke-amerikanske læsere og derved ødelægge en rig ressource for resten af verden.