Fem ugers usikkerhed om jobbet er ovre for den ene af de nuværende Ericsson-ansatte, der blev suspenderet fra et job i televirksomhedens udviklingsafdeling efter mistanke om medvirken til industrispionage.
Han blev i går renset helt og aldeles af sin arbejdsplads og får nu lov at vende tilbage efter en måneds suspendering fra arbejdet. Det skriver Dagens Industri.
En anden ansat bliver fortsat efterforsket, men Ericsson oplyser, at han heller ikke længere er mistænkt for brud på interne sikkerhedsregler.
De to ansatte røg ind i spionagesagen, da det svenske politi i starten af november anholdt en tidligere ansat i Ericsson og to nuværende medarbejdere.
Sigtelsen lød på grov industrispionage til fordel for en fremmed magt, hvilket viste sig at være Rusland. Derfor udviste Sverige også to russiske diplomater.
De to andre Ericsson-ansatte kendte den hovedmistænkte - den tidligere ansatte A - og televirksomheden turde ikke tage nogen chancer og bortviste dem fra arbejdet.
Ericsson mener ikke, at virksomheden har handlet overilet, da det drejede sig om følsom forskning.
Af samme grund har ledelsen ikke afgjort, om den tilbagevendte ansatte skal have en erstatning fra virksomheden.
Den hovedmistænkte A sidder fortsat fængslet, mens de to andre sigtede blev løsladt i sidste uge og suspenderet fra deres arbejde i Ericsson.