Hundredevis af ansatte i USA's største internetfirma, AOL, står til at blive fyret som følge af nedskæringer.
Kilder i selskabet oplyser til avisen The Washington Post, at bestyrelsen i underholdnings- og mediekoncernen AOL Time Warner kræver besparelser på mindst 750 millioner kroner på driften over et år.
Det vil ikke være muligt uden at afskedige en del af de 5.500 ansatte.
Nedskæringer har været ventet, siden direktører med baggrund i Time Warner blev placeret på nøglestillinger i koncernen.
Hvor AOL for to år siden i praksis købte Time Warner i et aktiebytte og var den stærke part, er det nu netop Time Warner-delen, som tjener penge ind. Derfor har bestyrelsen besluttet at ændre strategi for koncernen.
Nødvendigheden bliver ifølge virksomheden understreget af en dyster forudsigelse, som det selv kom med for to dage siden.
Indtægterne fra online-annoncerne ventes at blive halveret, og den forudsigelse er endda baseret på et konservativt skøn, som virksomheden udtrykte det.