Europa Kommissionen har blødt op på sin afvisning af, at den snart tidligere topembedsmand direktoratet for informationssamfundet, Detlef Eckert, som Microsoft har hyret, "ikke har haft noget at gøre med monopolsagen". Sådan lød kommentarerne ellers fra kommissionen i første omgang.
Ifølge The Wall Street Journal så Detlef Eckert i juli 2001 en række fortrolige dokumenter fra Europa Kommissionen om sagen. Der var tale om et internt notat med en gennnemgang af kommissionens argumenter i undersøgelserne mod Microsoft.
Detlef Eckert starter på mandag den 2. december i Microsofts Trustworthy Computing afdeling i Europa, som en del af .Net-gruppen. Han har siden 1988 arbejdet i Kommissionen og de seneste år været leder af den enhed i direktoratet for informationssamfundet, der formulerer unionens politik på IT-området og udarbejder analyser samt står for udførelsen af e-Europe-planen.
Han mødtes sidste år også med en erhvervsorganisation, Computer & Communications Industry Association, hvoraf flere af Microsofts argeste modstander såsom Sun Microsystems er medlem.
På mødet blev Detlef Eckert orienteret om organisationens betænkeligheder ved Microsofts opførsel.
Europa Kommissionen oplyser over for The Wall Street Journal, at embedsmanden har underskrevet en erklæring om, at alle oplysninger fra hans tid i EU er fortrolige og ikke må viderebringes til andre.
- Vi har også gjort det meget klart for ham, at han ikke må udføre lobby-arbejde for Microsoft, siger kommissionstalsmand Per Haugaard til avisen.
Talsmanden understreger, at Detlef Eckert ikke har haft noget at gøre med monopolundersøgelserne siden han så dokumenterne i juli.