Ved udgangen af regnskabsåret, der sluttede 30. september, kunne den danske distributør af sikkerhedsløsninger Tempest igen notere fremgang. Årsresultatet blev forbedret med 14 procent til et overskud på 2,6 millioner kroner.
Det er direktør Jan Braginski tilfreds med og oplyser i en pressemeddelelse, at stigningen i overskud baserer sig på en fremgang i omsætningen på 25 procent. Selve omsætningstallet oplyser Tempest ikke af konkurrencehensyn.
Ifølge direktøren er det især salg af løsninger til sikring af VPN (Virtuel Private Network), der er steget kraftigt i årets løb.
Software til fjernadministration og vedligehold af sikkerhedsløsninger til hjemmearbejdspladser, afdelinger og lokale kontorer har ligeledes solgt markant mere, oplyser firmaet.