Advokatfirmaet Philip & Partnere står for at behandle konkursboet efter 2M Invest, der gik ned i juli med en gæld på mindst 400 millioner kroner. Og modsat hvad 2M fik givet indtryk af, mener advokaterne, at værdien af porteføljeselskaberne var overvurderede. Det skriver Børsen.
Michael Mathiesen og den øvrige ledelse pointerede ellers ofte i sine regnskabsmeddelelser, at selskabet var forsigtig og konservativ i sine værdiansættelser af selskaberne.
I en nylig udsendt opgørelse til kreditorerne vurderer kurator i boet, Erik Malberg, at 2M var for optimistisk. Erik Malberg skriver ifølge Børsen, at værdiansættelsen indebar "et ikke ubetydeligt element af tiltro" til porteføljeselskaberne.
- Og det kan formentlig diskuteres, om en sådan værdiansættelse kan betragtes som konservativ eller forsigtig, noterer han.
Ifølge opgørelsen vurderes aktiverne i 2M Invest til at være 823 millioner kroner, mens selskabet skylder kreditorerne 750 millioner kroner.
Penge skal kreditorerne dog kigge langt efter, da kuratoren ifølge Børsen vurderer, at den reelle værdi af aktiverne er langt mindre end den bogførte værdi.
I øvrigt er Michael Mathiesen blevet direktør i et selskab AM Finans, hvor hans kone Anette Mathiesen er formand. I øjeblikket ernærer den tidligere 2M-topchef sig ved at udføre konsulentarbejde for internationale virksomheder, skriver Børsen.