Den 30-årige Peter Ravnhøj er blevet ny salgschef hos printer- og projektorproducenten Epson. Han har de sidste fire år været sælger og produktchef hos producenten, og er fra 1. maj blevet forfremmet til sin nye stilling.
Han vil styrke Epsons SMB-forhandlere med det partnerprogram, der blev lanceret sidste år. I øjeblikket er 55 forhandlere tilknyttet programmet, og Peter Ravnhøj regner med at endnu flere forhandlere skal med i programmet
»55 forhandlere har underskrevet, og der er yderligere 35 forhandlere på vej i pipelinen,« siger Peter Ravnhøj.
Han regner med at en større del af Epsons salg fremover vil komme fra SMB-forhandlerne, og forventer at 80 procent af al salg i fremtiden vil komme fra de forhandlere, der er tilknyttet forhandlerprogrammet.
»Jeg vil udbygge forholdet til især SMB-forhandlerne med en række marketingredskaber, der skal generere yderlige salg hos forhandlerne,« siger Peter Ravnhøj.
Han vil ikke gå i detaljer med hvilke tiltag han vil gøre, men oplyser, at han både vil give forhandlerne mulighed for at få Epsonprodukter på deres egne hjemmesider og hjælpe forhandlerne med at få flere ordrer ud af deres eksisterende kundedatabaser.
Med tiden vil han få forhandlerne til at sælge mere af blandt andet de større projektorer. I øjeblikket sælger Coop to projektormodeller på Nettorvet med en udsalgspris omkring 20.000 kroner. Peter Ravnhøj forklarer, at det har været svært at få SMB-forhandlerne til at sælge netop den type varer og hævder, at Coops netbutik ikke sælger billigere end de traditionelle SMB-forhandlere.
»Det er for at skabe opmærksomhed om produkterne. Sådanne projektorer er noget som kunder ønsker personlig rådgivning til. Jeg håber, at SMB-forhandlerne bliver så stærke, at vi ikke skal sælge dem i Coop,« siger Peter Ravnhøj.