EDB Gruppen har fredag sagt farvel til en lille håndfuld af dets cirka 60 salgsmedarbejdere, men virksomheden afviser, at opsigelserne er led i en større nedjustering.
- Vi regner som udgangspunkt med at blive flere, siger informationschef i EDB Gruppen, Mikael Bonde Nielsens.
I en mail fra afdelingens chef, Bjarne Aarup, bliver opsigelserne begrundet i "et stort pres" rent markedsmæssigt på EDB Gruppen, der kræver reduktioner i personaleomkostningerne.
Mikael Bonde Nielsen fastholder imidlertid, at fyringerne "beror på en konkret vurdering af medarbejderne" - og ikke som led i en decideret omlægning i ERP-huset.
- Vi er hele tiden nødt til at optimere vores forretning. Det er selvfølgelig rigtigt, at vi opererer i et marked, hvor konkurrencen er benhård. Men vi mener, at vi gør det med relativ succes, siger han og henviser en værditilvækst i tredje kvartal på 10 procent.
Regnskabet for tredje kvartal viste en stigning i omsætningen fra 177 til 188 millioner kroner på ét år. Resultat før skat steg fra 2,8 til 3,8 millioner kroner.
I gennemsnit var der ansat 995 medarbejdere i EDB Gruppen i tredje kvartal mod 962 i samme periode i 2001.