Designet er meget enkelt, overskrifterne lige på og skarpe - og forfatteren er frygtet og hadet i det amerikanske samfunds establishment.
Matt Drudge er navnet på manden bag et af internets mest omtalte journalistiske websites, Drudge Report. Ingen aviser eller nyhedsstationer ville ansætte ham i starten af 90'erne, så derfor åbnede han sin egen private nyhedstjeneste, der for det meste består i at linke til de historier, som han finder vigtige.
Det har han haft stor succes med. Derfor kunne han onsdag bekendtgøre, at websiden passerede en milliard sidevisninger på ét år.
Det skete med en længere svada, hvor han langer ud efter alle de medier, der i de forløbne år har lagt afstand til hans pågående historier.
Den stil udnyttede han til fulde, da han søndag den 18. januar 1998 lækkede magasinet Newsweeks historie om præsident Bill Clinton og hans forhold til praktikanten Monica Lewinsky.
Newsweek havde selv droppet historien, men Matt Drugde fik et tip per mail - og publiserede historien fra sin 486-pc på sit private nyhedswebsted.
Dernæst kunne han i de kommende måneder bidrage med en strøm af afsløringer - baseret på sladder fra mails - og som slog nettet fast som en nyhedsmæssig magtfaktor, da de etablerede medier kom halsende bagefter.
Siden har Matt Drudge været en af nettets mest omdiskuterede journalister - men også en af de mest læste.