En ny licensaftale med Microsoft sikrer Topnordic, at forhandleren kan sælge de såkaldte SPLA-licenser. Licenserne bruges af hostingcentre, hvor kunderne kun skal betale for det aktuelle forbrug.
Licensaftalen sætter dog Topnordic i et dilemma. Topnordic tilbyder i forvejen hosting til deres kunder og den nye licensaftale sætter Topnordic i en mulig konflikt med de hostingcentre, man vil sælge licenserne til.
»Topnordic er i meget stort omfang i en interessekonflikt, og det er meget uheldigt, at et hostingcenter kan konkurrere med sin egen leverandør,« siger administrerende direktør Kjeld Willert fra softwaredistributøren Norsoft, der også har ret til at sælge Microsofts SPLA-licenser.
Topnordic indgik aftalen med Microsoft i november, og er allerede klar til at sælge de såkaldte Service Provider Licence Agreeement-licenser. Divisionsdirektør Charlotte Schnack fra Topnordic med ansvar for salg af software indrømmer, at aftalen kan sætte Topnordic i en konflikt med andre hostingselskaber.
»Konflikter er ikke umulige,« siger Charlotte Schnack.
Hun regner med at sælge SPLA-licenser fra Microsoft for mindst 50 millioner kroner næste år. Kunderne vil blandt andet være uafhængige hostingcentre, der både tilbyder hosting og hardware til deres kunder. Her kan hostingselskabet risikere, at deres kunde også vil blive kontaktet direkte af Topnordic.
»Vi nærmer os nye territorier, og det kan give nogle nye konkurrenter, men forandring er det eneste, der er konstant i denne branche. Hvis man ikke kan lide det, er man måske i den forkerte branche,« siger Charlotte Schnack.