Google har budt 900 millioner dollar eller omkring 4,7 mia. kr. for at få fat i patenterne fra canadiske Nortel Networks, som tidligere var en af de største netværksleverandører. En enorm gæld sendte selskabet ud i vanskeligheder og i 2009 gik Nortel i betalingsstandsning. Siden er de forskellige forretningsområder sat til salg.
Samlingen med 6.000 patenter inden for telekommunikation, netværk, internet, søgning og sociale medier skal sælges ved en auktion til sommer. Det er altså ikke sikkert at Google kan sikre sig patenterne – andre kan komme ind og byde højere.
I denne blog fortæller Googles juridiske chef, Kent Walker, at man har valgt at byde på patenterne for at beskytte sig selv med patent-retssager.
Google har længe kritiseret de mange patent-klager og efterlyst en reform af hele patent-systemet i USA, og derfor kan det forekomme ironisk at netop Google nu vil betale næsten en milliard dollar for en stor samling patenter.
Men det begrundes altså med, at en stor patent-portefølje er den bedste garanti mod selv at blive sagsøgt for patentkrænkelse. Ikke kun fordi Google kan dermed kan forhindre, at andre får fat i patenterne og dermed kan bruge dem mod selskabet.
Men også fordi Google kan bruge patenterne defensivt ved at starte sine egne patent-sager mod dem, der måtte forsøge at sagsøge Google for patentkrænkelse. Altså en form for afskrækkelse, som minder om spillet mellem stormagterne i den Kolde Krig.
Det aktuelle patent-opgør mellem Nokia og Apple er det seneste eksempel på, at patenter bliver brugt i en sådan krig mellem to selskaber.
Google har relativt få patenter sammenlignet med konkurrenterne, og det kan blive en svaghed for selskabet.
Det ventes at Apple og Blackberry-firmaet Research In Motion også vil forsøge at få fat på Nortels patenter.