Microsoft udsender opdateringer til sine programmer den anden tirsdag i hver måned, men denne gang har software-firmaet overraskende valgt at frigive tre rettelser til Internet Explorer en uge før tid.
De tre sikkerhedshuller betegnes som meget alvorlige og Microsoft anbefaler at alle Explorer-brugere bør hente og installere rettelserne omgående.
Fælles for alle tre sårbarheder er, at de kan udnyttes til at installere vilkårlig kode på computeren over internet.
To af sikkerhedshullerne ligger i browserens håndtering af billedfiler - henholdsvis bmp- og gif-filer - og giver mulighed for at sende skadelig kode sammen med et billede, som afvikles når billedet vises i Internet Explorer.
Fejlene kan også udnyttes ved at sende en html-baseret e-mail som indeholder billeder i bmp- eller gif-format.
Problemet med gif-billeder har været kendt siden september 2003.
Sikkerheds-opdateringerne kan hentes gennem Windows Update og installeres på alle systemer med IE 5.0.1 eller nyere.