Den kommende processor fra Intel med kodenavnet Silverthorne er udviklet specielt til ultramobile computere (UMPC'er), smartphones og musikafspillere. Den bruger væsentlig mindre strøm end de nuværende processorer til denne type computere, og har samtidig en langt højere regnekraft. Det lyder som en umulighed, og Intel mangler da også stadig at forklare, hvordan dette tryllenummer skal realiseres på praksis. Men Intel har løftet lidt af sløret for den nye processor på sin International Solid State Circuits Conference, der holdes lige nu i San Francisco.
Det mest spændende ved den nye processor er uden tvivl strømforbruget, som ligger på under 1 watt i tomgang og 2 watt når den arbejder for fuld udblæsning. Til sammenligning sluger aktuelle pc-processorer helt op til 130 watt - og dertil kommer strøm til køling.
Silverthorne bruger det såkaldte Hyperthreading til at behandle flere programtråde på samme tid - en teknologi, som oprindelig blev indført i Pentium 4. Taktfrekvensen bliver mellem 2 og 2,5 GHz - det betyder dog ikke, at processoren kan levere helt den samme ydelse som en pc-cpu med samme hastighed.
Men det er ikke kun strømforbruget, som er tilpasset små mobile enheder. Selve processor-chippen måler kun 25 kvadratmillimeter. Det er mindre end en fingernegl, og på det lille areal er der plads til 47 millioner transistorer, hvoraf en tredjedel bruges til cache-hukommelse. Intels Penryn-processor med to kerner fylder til sammenligning 214 kvadratmillimeter.
De første mobile enheder med Silverthorne kommer tidligst på markedet omkring midten af året.