Artikel top billede

(Foto: Jonathan Kemper/Unsplash)

Trumps store Stargate-projekt skal kun understøtte OpenAI: USA vil ikke spytte penge i kassen

Donald Trumps AI-projekt Stargate til enorme 500 milliarder dollar skal alene tjene OpenAI.

Det bliver alene OpenAI, der kommer til at nyde godt af de enorme 500 milliarder dollar, som skal investeres i AI-datacentre via Donald Trumps nye Stargate-projekt.

Trump - der har været præsident i blot en uge - præsenterede projektet for få dage siden sammen med OpenAI’s Sam Altman, Oracles Larry Ellison og japanske SoftBanks CEO, Masayoshi San.

Ifølge Financial Times pumper også Abu Dhabi-selskabet MGX AI, der blandt andet samarbejder med Microsoft, penge i projektet.

Microsoft er ikke med blandt investorerne bag Stargate.

Med projektet vil de opføre i alt 20 avancerede datacentre i USA særligt indrettet til AI.

Ifølge Financial Times skal alle de mange penge komme fra de tre selskaber. Og alle pengene skal gå til at understøtte OpenAI.

Ifølge avisen følger der således ikke en eneste krone med fra den amerikanske statskasse, selv om planerne blev præsenteret af Donald Trump.

Avisen skriver, at den samlede finansiering af det ambitiøse projekt endnu ikke er på plads.

“Intentionen er ikke at blive en datacenter-leverandør til hele verden. Det [er] for OpenAI,” lyder det en unavngiven, men centralt placeret, kilde til Financial Times.

Hele Stargate-projekter er ifølge avisen fortsat i sin helt spæde begyndelse. Der mangler således fortsat både finansiering og struktur bag projektet.

Meta er fulgt efter Stargate med nye planer om at investere 450 milliarder kroner i AI-muskler i de kommende år.



White paper
SAP: Skab værdi og minimér omkostninger med effektiv dokumenthåndtering