Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Fredag! Weekend!
Tag en god drink på min regning. Det har nemlig været en forrygende uge for mig:
DSB’s app har fået en rigtig fin og brugbar sæde-vælger-ting, når man køber pladsbillet. Det er fedt.
Vi tog endda toget til Jylland for at fejre Tante Grethes 87-års fødselsdag, som involverede en del hygge og rødvin, og der var kun mindre stop/go-hændelser på grund af signalproblemer begge veje, og dermed kun 5-10 minutters forsinkelse.
Det kan man leve med.
Det svarer nogenlunde til den samlede, årlige AFVIGELSE ift. afgangs- og ankomsttiderne for de over 6.000 kørsler med Japans supertog.
I denne weekend er vi til DM i issvømning som led i Faaborg Vinterdage, der har et aldeles overdådigt program.
Min ven Klausul skal svømme 25 meter på 20 sekunder, og hans medbragte ven fra svømmeklubben skal svømme 500 meter. Klausul vil til gengæld svømme “The Ice Mile” næste år.
De er skøre, de svømmere, omend jeg tror, at jeg også sagtens kunne få tilbagelagt 25 meter på 20 sekunder, hvis jeg blev smidt i koldt vand. Uden at røre vandet alt for meget.
T+4: Trump har sat kursen mod sumpen
Det er også blevet T+4, og vi har set, hvorfor Shubidua advarede kraftigt mod at afskaffe monarkiet og få “sådan en folkepolitibetjent” (det vil sige præsident) i stedet.
Nu har Trump startet firhjulstrækkeren (den kører på diesel, det kan jeg love jer) og sat kursen med høj hastighed mod sumpen.
Om lidt kører han en lille smule fast, aktiverer spærredifferentialet på begge aksler og kommer lidt længere ud, før han endelig kører fast, må stige ud og stå i mudder til knæhaserne.
Så bliver det sjovt. Vil han tilkalde en søredningshelikopter, Tung Bjergning fra pansertropperne eller bare sidde på motorhjelmen og råbe ad alt og alle?
Og vil Musk stå lige dér, ved hans side, i mudderet, eller vil han pludselig have travlt med andre ting?
Det ER smart at bruge en undtagelse (executive order) generelt til alt, hvad man overhovedet kan, og trumpisterne har åbenbart løbende vedligeholdt en liste over hade-objekter (ting, sager og folk) og derefter fået nogle HAI’er (Human AI’s) til at skrive “executive order: Stop this: ” foran dem, og trykke retur.
Måske vi kunne bruge Kongelige Resolutioner på samme måde?
De virker jo godt
De virker jo upåklageligt, når der skal flyttes rundt på resort-områder i ministerierne, som det sker i disse dage.
At Biden også i dén grad misbrugte executive orders til sidst gør, at ingen kan kritisere Trump for at gøre det. Endnu mere smart.
Det siges, at Henrik Sass’ store mål var at få centraladministrationen til at gøre, hvad regeringen - specielt ham og Helle - ønskede.
Han var jo ikke fremmed for rocker-metoder, om jeg så må sige, med slet skjult henvisning til hans barndoms-protektor Suzuki-Torben.
Mette har signaleret noget tilsvarende, men de er jo nogle lusede amatører sammenlignet med Trump.
Han hjælpes selvfølgelig også af, at man skifter langt flere i deres forskellige ministerier og styrelser end vi gør, når der skiftes førerhund.
De er skøre, de danskere
Da jeg i 1983 kom hjem fra mit år på LSU i Baton Rouge fortalte jeg alle mulige, at de var skøre, de amerikanere, for de ældre damer havde alle katte eller hunde, som de behandlede som rigtige menneskebørn, og at man havde noget man kaldte “politisk korrekthed” og flere andre ting.
Folk nægtede at tro, at man kunne være så tosset.
Så gik der 10-20 år, og vupt havde vi de samme fjolletheder her.
UHADADA
Lad os se, hvor lang tid der går, før Lars Boye og Messerschmidt forsøger at efterligne Trump-strategien og lave løbende hævn-lister i små, sorte bøger.
Så kan de have Netcompany-chefen stående ved siden af sig inde i Folketinget. Eller udnævne min ven Martin Thorborg til chef for UHADADA (Ubureakratisk Håndtering Af Danskernes Almindelige og Dagligdags Affærer) - jeg har dog en fornemmelse af, at Thorborg ville takke nej 🙂.
Uanset, om det bliver lidt McCarthy-agtigt eller ej i den kommende tid, så skal jeg da love for, at pressen og alle “kommentatorer” har fået noget at leve af, og Hotel Hans Egede melder fortsat udsolgt oppe på den store, smeltende ø.
En smuk detalje er Trumps sprogbrug, både i de dersens executive orders, i hans taler og i hans svar.
Det er fuldstændigt ligesom Putin ville tale (og diktere), så det kan jo være, de bare har lavet en Control-C/Control-V fra Putins manus for at spare tid og kræfter. Det ville Musk have gjort.
Som stifter af Diktatorpartiet (“Så skal I kun stemme én gang mere!”; “Så skal I aldrig mere se på en partilederrunde i tv!”) er jeg i fuld gang med at udfylde række efter række, celle efter celle, i et m365-regneark, der bare hedder Den Lille Sorte Bog, så jeg er klar, når I er klar.
Men hvad så med Ukraine?
En af mine venner tog til Ukraine i fredags for at dække Trump-dagen dernede fra.
Han kunne fortælle følgende efter et par dage: “Ingen taler om Trump, men kun om Danmark vs USA. De genkender talen om udvidelse fra Putin.”
Det.er da meget sjovt. Og decideret underligt, at Trump lige skal bruge et par måneder oven i det lovede døgn for at stoppe den lille hændelse dernede.
Det begynder jo at ligne et it-projekt i det offentlige.
Men Danmark slår igen
Digitaliseringsministeren smutter nemlig til Californien for at tale et alvorsord med tech-giganterne.
Kan I huske vores ambassadør derovre, der lige, vupti, skulle få de der fedtbikse til at rette ind til højre og gøre, som Danmark foreslog?
Jeg har altid elsket synet af en pekingeser, der fra sikker afstand gør helt vildt af en Rhodesian Ridgeback eller en Grand Danois.
Alle ved, at den ministertur bare er firmabetalt ferie, en pilgrimsrejse, men, altså, hvis man ikke har været i Californien før - og det er en ærlig sag - så KAN man da bare tage derover i sin ferie i stedet for at lade som om man skal noget seriøst.
Det KAN også spille ind, at hendes spindoktor har “været chef for kommunikation, SoMe og PR i Saxo Bank”. Så kan man godt trænge til lidt Silicon Valley.
Fra min egen, lillebitte Verden, så har et advokatfirma skrevet til de (efterhånden ret få), der stadig har folkeaktier i gode, gamle Miracle, at de nu vil tvangsindløse dem for en slik.
Med andre ord: De skal til at sælge biksen (der købte den ene halvdel af Miracle), og det kan de nemmest ved at have fuld kontrol over aktierne. Held og lykke.
AI, Ai, ai
I får lige links til to gode artikler om udviklingen inden for AI:
Ugens AI-modeord er Intelligence Explosion. Det går stærkt nu.
Undtagen for Microsoft - dér går det ikke så stærkt med deres Copilot.
Der er to citater, som jeg har lyst til at give i den anledning:
Fra Copilot-artiklen: ”Customers feel locked in to their poor Copilots and astoundingly poorly implemented AI solutions”
Fra Gartner-konferencen i Barcelona: “Kunderne er stærkt utilfredse med Copilot, men de vil ikke af med det igen.”
Microsoft har svært ved at få AI, der hele tiden udkommer i nye modeller og med nye muligheder, til at passe ind i den enorme kode-base, som deres produkter udgør.
Det kan man ikke fortænke dem i.
I Office m365 er AI/Copilot bogstaveligt talt lidt “højrehåndsarbejde” i form af en lille hjælper, hvor man kan skrive kommandoer a la ChatGPT.
Og på den måde vil de altid være bagud med hensyn til modellerne, som de bruger. Deres agent-halløj er også annonceret for tidligt.
Det bliver MEGET interessant at se, om de kan få det her til at lykkes.
Det store skift til smartphones havde de også meget svært ved, og det er stadig noget underligt, ikke-så-naturligt, noget, med deres apps på mobilerne og lidt cloud-hejs.
Det her med AI kan blive langt mere krævende.
Fremtiden er AI-drevne applikationer, der gør alt arbejdet for os, inklusive at gemme og hente data hist og pist i nogle regneark, databaser eller hvad har vi.
Det vil gøre mange teknologistakke overflødige. SaaS afløses af AIaaS.
Det er med andre ord tid IGEN for os bedagede Database-Administratorer (DBA’er) til at finde på en ny fancy titel.
Hvad udviklerne vil kalde sig. tør jeg ikke gætte på. Men de skal skifte Agile, SAFe, DevOps og DevSecOps ud på LinkedIn i en fart.
Jeg foreslår AiAI (Alt i AI) til begge grupper.
Så er der lige det lille spørgsmål om, hvor man så skal arbejde i fremtiden. Men det er blevet nemt at svare på:
It-land er Netcompany-land
Man bliver ikke fyret for at vælge Netcompany, og selskabet får hele tiden flere og flere store nye ordrer.
Det er dejligt selvforstærkende, og nu kan de bare læne sig tilbage, købe nogle bikse i ny og næ og ellers koncentrere sig om at vokse. Politikerne og embedsmændene skal nok komme rendende af sig selv.
Og så kommer den tid, som den altid gør, hvor de tænker, at NU er de store nok til at starte op i USA.
Nå, jeg har tidligere trættet jer med Den Danske Model for bikse, så det vil jeg da gøre igen (jeg går selvfølgelig også ind for genbrug):
Når biksene er helt små, beundrer vi dem for deres dødsforagt og mangel på realitetssans (og det er der ved Gud god grund til).
Når de kommer over 20 mand, begynder vi at betragte dem som freeloaders, der har deres på det tørre, kan læne sig tilbage og kan trække alt fra, mens de drøner rundt i den nye Tesla.
Men når de passerer 2.000 mand, ELSKER vi dem og vil allerhelst arbejde lige dér. Vi danskere elsker store, bureaukratiske bikse med masser af KORS (Kontrol- Og Registrerings-Systemer), men kun, hvis de er danske.
Det nye DC+CSC+KMD+IBM er på plads, og ingen vil blive fyret for at vælge dem.
Risikostyring a la NIS2 - for et sikkert Danmark
Apropos bureaukrati, papir, møder og mere papir: Jeg fik en god headsup fra en ven forleden, som skrev:
Citat Begynd:
“NIS2-direktivet er som Maginotlinjen. Den danske lovgivning der laves på baggrund af NIS2 er som Københavns Vestvold.
Store, dyre, synlige symboler på politisk handlekraft.
Men værdiløse i brug, fordi man ikke på forhånd har analyseret trusselsbilledet, angrebsveje og teknologisk udvikling. Den klassiske fælde: Forsvarsværker bygges for at modstå forrige krigs udfordringer.
I øvrigt interessant - alle taler om "vi skal overholde NIS2", "NIS2 compliance" osv.
De eneste der skal overholde NIS2-direktivet er EU’s medlemslande. Og på basis af direktivet skal medlemslandene opdatere national lovgivning. Og virksomheder skal overholde national lovgivning. Som altid.
Så dels vrøvler folk, når de siger "Vi skal være NIS2 compliant" - med mindre de repræsenterer en national lovgivningsmyndighed - dels er det jo ganske interessant at hændelsen "et land opdaterer den nationale lovgivning vi alligevel skal overholde" giver så meget støj og larm.”
Citat Slut.
Vi snakker og snakker. Vi skriver og skriver. Vi møder og møder.
Forleden advarede Centeret om, at vandværker kunne være truet af cybertrusler.
Det er smart konkluderet, da et vandværk blev hacket af russerne for nogen tid siden.
Centeret foreslog branchen at anvende to-faktor og opdatere softwaren - to ting, som jeg er sikker på kommer helt bag på folkene i branchen.
Det var det hele for denne gang. Nyd weekenden. Luftfugtigheden her i København svæver omkring 95 procent, så det er nemt at tro, at man er bedugget (det var en morfar-joke), men det gør vel heller ikke noget. Vi er oppe på 8 timer og 17 minutters dagslys, så det går fremad. De resterende to tredjedele af døgnet er jo ren hygge.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.