Det russiske mobilselskab MegaFon blev i 2023 tilføjet til listen over russiske organisationer, der skulle underlægges restriktioner fra EU, men dette var selskabet langt fra tilfreds med, så teleselskabet gik til EU-retten.
Det børsnoterede selskab, som har hovedkvarter i Moskva, kom på listen for at yde ”direkte støtte til Ruslands militære og industrielle kompleks i dets angrebskrig mod Ukraine,” som det beskrives i dommen.
Restriktionerne forbyder blandt andet, at europæiske leverandører fra at sælge, levere, overføre eller eksportere produkter og teknologi med dobbelt anvendelse til MegaFon og at yde det teknisk eller finansiel hjælp i forbindelse med sådanne produkter og teknologi.
Efter EU-Rådet i 2024 valgte at forlænge restriktionerne anlagde MegaFon sag ved EU-retten. Teleselskabet ville fjernes fra listen og kaldte EU-Rådets bedømmelse ”mangelfulde” og ”behæftet med fejl”.
Selskabet påpegede også, at restriktionerne er for meget i forhold til proportionalitetsprincippet, og derudover mener selskabet ikke at have mulighed for at forsvare sig mod anklagerne.
Der var dog ikke meget hjælp at hente hos EU-retten.
”Retten afviser søgsmålet i sin helhed,” lyder det i en meddelelse fra domstolen.
Retten fastslår, at EU-Rådet faktisk har angivet de faktiske og specifikke årsager til, at det besluttede at anvende restriktive foranstaltninger over for MegaFon.
”Disse foranstaltninger har til formål at forhindre en stor aktør inden for mobiltelefonsektoren i Rusland i at erhverve visse produkter og teknologi, der kan bruges til at støtte russisk aggression mod Ukraine, herunder ved at levere telekommunikationstjenester til den russiske hær,” skriver domstolen.
Retten afviser også MegaFons argumenter vedrørende krænkelse af dets ret til forsvar.
”Derudover fastslår Retten, at Rådet ikke begik en vurderingsfejl ved at optage og opretholde MegaFon på de pågældende lister,” står der i afgørelsen.
Retten mener afslutningsvist, at selvom restriktionerne begrænser MegaFon frihed til at drive forretning, så er de ikke en uforholdsmæssig og utålelig indgriben, fordi det opfylder et mål for en offentlig interesse for det internationale samfund.