Sikkerheden i det nye billedløse Dankort er langt bedre end ved det gamle, særligt i kraft af den chip som det nye kort er udstyret med. Men hvis nogle forbrugere alligevel føler sig utrygge ved ikke at have billede på kortet, så kan de mod betaling få deres portræt tilbage på kortet.
Det konkluderer Økonomi- og Erhvervsministeriet i et notat, som er udarbejdet på baggrund af sommerens ophedede debat omkring sikkerheden i det nye Dankort.
Ministeriet understreger at chippen i det nye kort er langt vanskeligere at kopiere end magnetstriben bag på de gamle kort.
Billedet på det gamle kort har i langt de fleste situationer ikke haft nogen særskilt funktion, i det brugerne har skullet verificere sig med deres PIN-kode. 19 procent af de samlede transaktioner gennemføres dog med underskriftsbaserede terminaler som eksempelvis "fluesmækkere", og her kan billedet til at sikre at betaleren også er kortets ejermand.
For at billedet skal kunne spille en rolle i sikkerheden, forudsætter det, at butikspersonalet rent faktisk kigger på billedet og at det er forholdsvis vellignende. Med et chip-Dankort er man ude over at butikspersonalet skal spille en aktiv rolle.
Fra 1. januar 2006 skal alle nye Dankort-terminaler kunne læse chips. Sammenholdt med oplysningerne om at omfanget af svindel ved hjælp af de "ikke PIN-kode-baserede terminaler" er meget lavt, får ministeriet til at konkludere, at det vil være spild af ressourcer at genindføre billedet på alle kort. Det vil ganske enkelt kun tilføre en lille snert af ekstra sikkerhed, som kun er nødvendig i særlige situationer. Fordelene ved det nye chip-kort overstiger således besværet med at genindføre billedet.
Ifølge Finansrådet er alle 3,6 millioner nye Dankort trykt, 1,8 millioner kort er sendt ud og 1,1 millioner kort er aktiverede og i brug.