I 2016 købte IBM den digitale del af det amerikanske vejrmedie The Weather Channel for milliarder af dollars, og denne forretning er nu en del af en ny retssag.
Det fremgår af retsdokumenter fra en domstol i New York.
IBM sagsøges for at have tilladt, at tredjeparter gennem videoer på The Weather Channels hjemmesider har kunne indsamle lokationsdata og andre persondata fra brugerne uden samtykke.
Ifølge anklagerne er dataindsamlingen sket ved, at følsomme oplysninger fra hjemmesiden er blevet delt med tredjepartsfirmaer som mParticle og AppNexus/Xandr.
mParticle analyserer kundeoplysninger, mens AppNexus/Xandr, som nu ejes af Microsoft, står for annoncering og marketing.
Mange data kan være delt
Sagen er anlagt af en borger i Californien ved navn Ed Penning. Han hævder, at han ved at se videoer på The Weather Channels hjemmeside har fået sine personoplysninger, herunder fulde navn, køn, e-mailadresse, lokationsdata samt oplysninger om, hvilke videoer, han har set, delt med de to førnævnte marketingfirmaer.
Ed Penning oplyser i sagsanlægget, at han har hyret et firma til at analysere sin browser- og netværkstrafik, mens han så videoer på The Weather Channel.
Dette firma har angiveligt bekræftet, at virksomhederne kunne få adgang til de nævnte brugerdata via The Weather Channels hjemmeside.
Ifølge it-mediet The Register kan en eventuel dom i sagsøgerens favør bane vejen for et gruppesøgsmål.
The Register har uden held forsøgt at få en kommentar fra IBM, som sidste år solgte The Weather Channel videre til kapitalfonden Francisco Partners.