Omkring 1 ud af 4 it-virksomheder i Danmark forventer i løbet af 2009 at skulle skære ned på antallet af ansatte. Det viser en helt frisk analyse, som analysehuset IDC gennemførte midt i januar. Værst ser det ud for hardware-branchen, hvor næsten hver anden virksomhed forventer nedskæringer.
IDC's forventninger til vækst i it-markedet i Danmark i 2009 er da også ganske beskedne. Kun nogle få procent regner analysehuset med, at det kan blive til. Dette står i nogen kontrast til den relativt optimistiske stemning, der stadig er i dele af it-branchen.
»It-branchen står over for en brat opvågning i 2009. Der var en udstrakt tendens til tornerosesøvn sidste år, og vores helt friske analyse viser, at der stadig er markante spor tilbage af denne. Vi forventer, at det billede, der i øjeblikket tegner sig, nok er det "bedste scenarie" for udviklingen,« siger administrerende direktør i IDC, Per Andersen.