De verdenskendte Jackass-drenge er kendte for at pine sig selv ved at kaste sig ud fra trapper og spanke hinanden. Nu sprænger de en ny grænse og lancerer deres næste film gratis på nettet i stedet for at vise den i biografen.
Fra den 19. december kan man finde den 64 minutter lange film på ,www.blockbuster.jackassworld.com, hvor man allerede nu kan se en trailer for filmen.
Paramount Pictures håber at kunne tjene penge på reklameblokke, før og efter filmen er blevet streamet, og hjemmesiden vil derudover også have en masse reklamer.
Efter Jackass 2,5 er blevet vist på Paramounts egen side, skal filmen eller dele af filmen vises på gratis web-tv som for eksempel Joost - selvfølgelig med reklamer.
For de inkarnerede masochister vil det også blive muligt at købe en DVD, men den vil koste 30 amerikanske dollars, hvilket svarer til lidt over 150 danske kroner. Disken vil dog indeholde ekstra materiale. Filmen kan også købes for cirka 50 og 100 kroner på iTunes eller Amazon.
Filmen er dog nok ikke det dyreste, der er lavet i Hollywood. Det meste af råfilmen er overskudsmateriale fra Jackass 2, men en ansat fra Paramount lover over for en journalist fra New York Times, at denne film vil indeholde mere bræk, nøgenscener og renselse end hidtil set.
En af de nye scener skal være "den menneskelige golfbane", hvor en person skal skyde til en bold, der ligger på Bam Margeras nedre dele.
»Hvis det her virker, så kan det åbne og virkelig ændre den måde, som ekstra-materiale bliver lavet på,« siger Thomas Lesinski, formand for Paramount Pictures Digital Entertainment, til New York Times.