Et nyt program fra Stata Labs skal gøre det lettere at finde rundt i sin elektroniske post. Postprogrammet Bloomba findes indtil videre kun i en betaversion, men Stata Labs mener at programmet allerede kan måle sig med Outlook og Eudora.
Softwarefirmaet fortæller at målgruppen er de millioner af kontoransatte, som bruger mere end to timer om dagen på e-mail. Tidsforbruget skal reduceres med en ny søgeteknologi, som betyder at man kan søge efter nøgleord i e-mails og vedhæftede filer samtidig.
Stata fortæller at firmaets database-teknologi kan reducere søgetiden fra minutter til sekunder - om den påstand kan holde, må vise sig, når det færdige produkt kommer i andet kvartal.
Et andet nyt produkt fra Stata, SAproxy, skulle være i stand til at frasortere uønskede reklamebreve på enhver POP3-konto i et Windows-miljø. SAproxy er baseret på open-source-teknologien SpamAssassin.
Betaversionen af Bloomba kan hentes på nedenstående adresse.