Internetbrowseren Chrome har i sin korte levetid høstet ros for at være lynende hurtig. Men det har ikke været nok til at stjæle markante markedsandele fra Microsoft og Mozilla. Men med dagens lancering fra Google har Chrome fået endnu et salgsargument.
Google har tilføjet udvidelser og bogmærkesynkronisering til den seneste Chrome-udgivelse til PC (version 4.0.249.78).
Tilføjelserne gør det muligt at tilpasse sin browser til sine egne behov med ekstra funktionalitet. Noget som især Firefox har gjort til sin styrke.
Tilføjelserne har været tilgængelige i udvikler-udgaven af Chrome i flere måneder, men nu føler Google sig altså sikker nok på stabiliteten til at udbrede extensions og bogmærkesynkronisering til det brede publikum.
Der er dags dato 1.861 extensions til Chrome, og derfor er der lidt vej op til Mozillas Firefox, der kan kobles sammen med over 5.000 tilføjelser.
Der er allerede flere bud på de bedste tilføjelser til Chrome. Blandt andet hos Digitizd.com, som har samlet 10 bud. ComON kan desuden fremhæve yderligere tre tilføjelser. For eksempel AddThis, der lynhurtigt kan sende links til sider som Facebook og Twitter eller sende linket til en email eller gøre det klar til print. Picnik-udvidelsen er også god at have installeret til skærmprint og billedbehandling. Og så kan det være gavnligt at hente IE Tab, da mange hjemmesider stadig ikke er tilpasset Chrome.
Dagens anden Chrome-lancering, bogmærkesynkronisering, betyder, at man kan få adgang til de samme bogmærker på flere forskellige computere. Der kræves en Google-konto, hvor bogmærkerne gemmes.