Brugere af Tele2 A/S' Internet-tjenester UNI2 (til professionelle) og get2net (til private) bliver blandt de første i verden til at kunne udnytte en helt ny type lynhurtig fiberoptisk teknologi, som Tele2 indfører i samarbejde med Cisco.
De nye fiberoptiske kabler anbringes i Tele2's internationale stamnet, der er selve rygraden i teleselskabets Internet-trafik. Stamnettet kan sammenlignes med en bredsporet elektronisk motorvej, der samler trafik fra forskellige tilkørselsveje - f.eks. UNI2 og get2net - og sender den lynhurtigt ud på det verdensomspændende Internet.
Netop den elektroniske motorvejs evne til at klare mere trafik - båndbredden - er et stigende problem for Internet-udbyderne, efterhånden som flere og flere virksomheder og private udnytter mulighederne i det globale netværk. Dertil kommer, at nye services som f.eks. Internet-telefoni og video via Internet vil beslaglægge yderligere kapacitet i teleselskabernes eksisterende stamnet.
"Vi vil gerne være på forkant med udviklingen og stå klar, når behovet for nye Internet-baserede services opstår. Derfor har vi allerede nu sørget for at have den nødvendige infrastruktur klar i form af den nye fiberteknologi, som vi har givet kælenavnet Merlin," forklarer teknisk direktør Michael Jackson, Tele2 A/S.
"Den almindelige UNI2 eller get2net abonnent vil måske ikke umiddelbart bemærke den øgede båndbredde i Tele2's stamnet. Når nettet er belastet hårdt med mange brugere, vil de hurtigt føle forskellen. Netop på dette punkt kan man adskille de gode fra de mindre gode Internet-udbydere," fortsætter Michael Jackson.
Tele2 har arbejdet tæt sammen med Cisco om etablering af det lynhurtige stamnet. Det bygger på en helt ny fiberoptisk ringstruktur, der her sættes i drift for første gang i verden. Den anvendte teknologi er Ciscos DPT ("Dynamic Packet Transport"), som kombinerer de bedste egenskaber fra ældre SDH-ringteknologier med moderne TCP/IP-egenskaber som 100 pct. dynamisk fordeling af båndbredden.
Merlin-stamnettet rummer en intelligent Cisco GSR 12000 router, der automatisk styrer trafikken den korteste vej, så stamnettet belastes mindst muligt. Desuden sørger routeren for at omdirigere Internet-trafikken, hvis der skulle ske et brud på fiberkablet.
Overføringshastigheden i den fiberoptiske ring kan nå 1,2 Gigabit pr. sekund (2 x 622 Mbit pr. sekund). Det er rundt regnet 8.000 gange hurtigere end en ISDN-forbindelse på 64 kbit/s eller 600 gange hurtigere end de 2 Mbit/s Internet-linier, som mange virksomheder benytter.