Den næste håndholdte pc fra 3Com, med kodenavnet "Razor", kommer ikke på markedet før næste år, skriver ZDNet. Det var ventet, at firmaet ville præsentere den nye model på en udvikler-konference i denne uge, men kilder siger til nyhedstjenesten, at modellen er forsinket. Blandt årsagerne nævnes, at 3Com ikke vil skade julesalget af den nuværende topmodel, Palm III, men forsinkelsen kan også skyldes, at tre nøglemedarbejdere har forlagt firmaet i de seneste måneder.
Det er uklart, om den næste Palm-model vil være en mindre og tyndere pc, med kodenavnet "Razor", eller en stærkere pc, der omtales som "Palm IV". Sidstnævnte skulle indeholde trådløs teknologi, en bedre skærm, 4 MB hukommelse og 2 MB fast ROM hukommelse.