Landets arbejdspladser bliver i stigende grad mobile i disse år. Det giver en række åbenlyse fordele for virksomheden, men samtidig åbner det også op for en række sikkerhedsproblemer.
Netværksgiganten Cisco Systems har fået analysefirmaet InsightExpress til at undersøge, hvordan ansatte bruger deres bærbare computere, som arbejdspladsen har stillet til rådighed. Her har de talt med 1.000 ansatte og resultatet er ikke betryggende.
11 procent af de ansatte havde til tider brugt naboens trådløse netværk til at komme på internettet. Det udgør en stor sikkerhedsrisiko, da en mellemmand forholdsvis let kan lytte med på linjen.
Det er dog ikke de eneste problemer. Ifølge undersøgelsen åbnede hver fjerde ansatte emails, der kom fra folk, de ikke kendte, og omkring halvdelen brugte deres eget udstyr som bærbare computere eller PDA'er til at få adgang til firmaets data. Kun halvdelen af dem havde installeret antivirusprogrammer eller andre sikkerhedsprodukter.