Besøgende på webstedet for den amerikanske pladeindustris sammenslutning RIAA måtte fra fredag til sent mandag vente forgæves, hvis de ville frem til hjemmesiden.
Et omfattende overbelastningsangreb, denial of service-angreb, holdt RIAA?s servere så optaget af at forsøge at svare på tusindvis af elektroniske forespørgsler, at webstedet kun var tilgængeligt for ganske få besøgende.
Ingen har taget ansvaret for cyberangrebet, men det startede, dagen efter at en republikansk politiker fremsatte et kontroversielt lovforslag på RIAA?s vegne. Det skriver nyhedstjenesten Cnet.
Det californiske medlem af Kongressen, Howard Berman, vil med lovforslaget gøre det muligt for pladeindustrien aktivt at gå ind og blokere peer-to-peer-netværk, hvor der bliver udvekslet ophavsretslig beskyttet materiale såsom MP3-filer.
RIAA blev især kendt i vide kredse på nettet, da det lykkedes for sammenslutningen via domstolene at tvinge filudvekslingstjenesten Napster i knæ. Siden har pladeindustrien fortsat kampen mod ulovligt kopieret materiale ved blandt andet at give sig i kast med Kazaa.
Om end en RIAA-talsmand fordømte cyberangrebet, lægger lovforslaget op til at netop organisationer som RIAA får lov til at gennemføre overbelastningsangreb på de peer-to-peer-netværk, hvor brugerne udveksler musik- og filmfiler.